Fortsæt til indhold

Vil du skrive Yale på dit CV? Tag et gratis kursus på nettet

Universiteter fra hele verden satser stort på omfattende kurser på nettet, som du kan tage helt gratis.

Erhverv

Om du er studerende, jobsøgende eller bare har lyst til efter- eller videreuddannelse, så står døren til over 100 forskellige universiteter og uddannelsessteder åben.

Mange universiteter investerer nemlig tungt i at lægge omfattende kurser på nettet, som alle kan tage nemt og gratis - de såkaldte MOOCs (Massive Open Online Courses).

Det er kun, hvis du vil have et diplom på, at du har fuldendt kurset, at pungen skal findes frem. Det koster nemlig omkring 20 dollars, hvilket svarer til cirka 130 kr.

Fænomenet er særligt udbredt i USA, men også Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), og Copenhagen Business School (CBS), tilbyder nu kurser på den mest etablerede platform Coursera.org. Siden har over 14 mio. brugere og flere end 1.200 kurser blandt andet fra prestigefyldte universiteter som Brown University og Yale University.

Her kan du få undervisning om næsten hvad som helst inden for den akademiske verden - lige fra romersk arkitektur til strategisk forretningsanalyse.

Der er også kurser, der er mere praktisk orienterede, fx hvordan du programmerer i Java eller bestyrer et hotel.

Københavns Universitet har også foretaget en storstilet satsning på onlinekurserne.

»En stor del af vores deltagere er folk fra arbejdsmarkedet, der vil efter- eller videreuddanne sig. Det er typisk i forbindelse med ønsket om et jobskifte, eller at man får nye udfordringer, hvor man hurtigt vil have viden inden for et nyt felt,« siger Flemming Konradsen, professor i International Miljøsundhed og ansvarlig for Københavns Universitets MOOCs.

Han peger på, at det er en god forretning for virksomhederne, fordi kurserne både er billigere og mere fleksible end normale kurser eller seminarer. Kurserne fra Københavns Universitet kræver omkring tre til fem timer om ugen.

Der er også muligheder for at udvide sit netværk på Coursera.org, fordi deltagerne har mulighed for at diskutere kurserne på et tilknyttet fora.

»Og nogle gange sker det, at man begynder at tale om praktikmuligheder eller ledige stillinger,« siger Flemming Konradsen.

Kurserne er ikke noget, universiteterne bare laver med venstre hånd. Københavns Universitet bruger i hvert fald omkring 250.000 kr. på at producere og tilrettelægge hvert kursus. De indeholder blandt andet korte videobaserede oplæg, quizzer og krav til små opgaveafleveringer, som deltagerne i grupper giver hinanden skriftligt feedback på.

Flemming Konradsen regner med, at udgifterne til kurserne kan tjene sig selv hjem gennem salget af diplomer, efterhånden som han forventer, at MOOCs bliver mere udbredt.

Internetkurserne har det formål for Københavns Universitet, at det er en effektiv måde at dele viden, og på den måde får universitetet også markedsført sig selv med håb om at tiltrække udenlandske talenter.

Artiklens emner
CBS