Fortsæt til indhold

Opsang til ansatte efter rod i regnskabskontrollen på Riget

Et internt nyhedsbrev afslører problemer i regnskabsafdelingen hos Rigshospitalet. Den nye regnskabschef vil nu sætte ind over for det og gør ét aspekt til et indsatsområde for at få et mere gennemsigtigt regnskab.

Erhverv
MedWatchAF ELIZABETH MØNSTED JOHANSEN

Rigshospitalet skal have mere fokus på at få afsluttet varemodtagelse. Det er budskabet fra hospitalets nye stabschef for Regnskab og Finans, Birgitte Lorenzen.

Under overskriften ’manglende varemodtagelse har konsekvenser for økonomistyringen’ sendte Rigshospitalet sit interne nyhedsbrev - Direktionens Nyhedsbrev - ud 3. september. I det var en påmindelse til medarbejderne om, at de skal have for øje at lave varemodtagelserne i hospitalets SAP-system, og at det bliver et indsatsområde i fremtiden.

For det er en ærgerlig direktør, der minder sine ansatte om, at det kan gøres bedre.

»Udfordringen med manglende varemodtagelse i SAP, er kun ét eksempel på, hvordan hele vores styring af hospitalet vil forbedres betydeligt, hvis vi alle bliver bedre til at registrere. Aktivitetsregistrering er et andet. Når presset stiger op til regnskabsaflæggelse, osv. ser vi jo, at vi faktisk godt kan, når vi skal - og derfor er det ærgerligt, at vi ikke formår at sikre tidstro registrering løbende,« skriver Per Christiansen i nyhedsbrevet.

Det minder også medarbejderne om, at det gør regnskabet usikkert for både Rigshospitalet, hvor udgifterne ikke bliver registreret, og for leverandørerne, som ikke modtager deres betaling.

»Det er et led i det forebyggende arbejde, som vi er gået i gang med nu, og noget, som jeg ville have taget fat på i hvilken som helst anden virksomhed også. Varemodtagelsen skal ske så hurtigt som muligt, så vi hele tiden kan tage beslutninger ud fra de mest præcise regnskaber som muligt,« siger Birgitte Lorenzen, der tiltrådte som stabschef for Regnskab og Finans den 1. juni, til MedWatch.

Birgitte Lorenzen understreger, at det ikke er hendes indtryk, at manglende varemodtagelse er et problem på Rigshospitalet. Hun ser det som et signal til hospitalets ansatte, at det er et område, hvor der bliver fokus fra den nye regnskabsledelse.

»Der er rigtig mange opgaver i en dagligdag, men hvis jeg kan sikre, at folk går ud og trykker på knappen to dage før, end de ellers ville have gjort, så kommer der bare også en større gennemsigtighed i regnskabet. Det vil gøre vores tal hurtigere valide, og derfor er det vigtigt, at vi som organisation har opmærksomhed på, hvor vigtigt det er«.

Antallet af åbne indkøbsordrer lå for lidt en uge siden på flere end 2000, og Birgitte Lorenzen afviser at kommentere, hvad tallet burde være på nuværende tidspunkt. Hun medgiver dog, at antallet af uafsluttede ordrer kan ligge en anelse højere på grund af den netop afsluttede sommerferieperiode.

Til gengæld er det noget nyt, at der nu regelmæssigt skal udarbejdes statistik for, hvor mange åbne indkøbsordrer der er på hospitalet, og ifølge nyhedsbrevet kommer hvert af rigshospitalets centre til at modtage en liste med deres åbentstående ordrer.

»Den her tætte opfølgning er noget nyt. Vi kan næsten per dag gå ind og trække data, og som et led i rapporteringen til resten af organisationen er vi begyndt at sætte det i system,« siger Birgitte Lorenzen.

Artiklens emner
SAP
Rigshospitalet