Kapitalfond køber plastkomet i Ribe
SE Blue Equity og Chrispa har købt Controlled Polymers, der er underleverandør til den danske medicinal- og høreapparatindustri.
Kapitalfonden SE Blue Equity har sammen med det familieejede investeringsselskab Chrispa kastet sig over over plastindustrien og overtaget Controlled Polymers fra Ribe.
Firmaet beskæftiger ca. 40 medarbejdere og har specialiseret sig i at farve og føje forskellige egenskaber til plast, og selskabet leverer blandt andet til den danske medicinal- og høreapparatindustri.
Med frisk kapital i ryggen og adgang til et større netværk vil selskabet se på, om der kan skrues op for et udlandseventyr.
»Vi eksporterer i dag, men det er ingenting i forhold til, hvad vi gerne vil, og det er en af de ting, vi kigger på,« siger Henrik Karlsen, bestyrelsesformand i Controlled Polymers siden 2008.
Selskabet har været igennem en omfattende turnaround siden finanskrisen ramlede og har øget sit overskud de seneste fem år.
I det seneste regnskabsår tjente Controlled Polymers 7,2 mio. kr. mod et underskud på 3,6 mio. kr. i 2008-2009, og ifølge Henrik Karlsen er årets resultat endnu bedre.
»Det er det gode ved at løbe ind i en øretæve. Man river alle byggeklodser ned og skaber et fundament, som lige pludselig er meget stærkt,« siger formanden, som fremover flankeres i bestyrelsen af en partner fra SE Blue Equity samt en repræsentant fra Chrispa.
Controlled Polymers er det 11. opkøb, som SE Blue Equity foretager.
Kapitalfonden tæller investorerne SE, PFA, Lind Invest og Bitten & Mads Clausens Fond og fokuserer på små- og mellemstore virksomheder med typisk 20-200 mio. kr. i omsætning.
Nils Smith, partner i SE Blue Equity, mener, at det nye ejerskab giver mulighed for at skrue op for projekter, som tidligere har været for risikable.
»Nogle af de udviklingsprojekter, som vi gerne vil gennemføre, indeholder et potentiale, som vi ser som en gamechanger. Og så vil vi gerne have en større andel eksport og flere udenlandske kunder. Vi kan tilføre et internationalt netværk og vilje og lyst til at fokusere på udlandet,« siger Smith og pointerer, at der ikke er tale om nogen revolution.
Selskabet er velkørende i dag, og både direktør og bestyrelsesformand fortsætter, selvom ejerkredsen er helt ny.
»Så det er også meget mere af det samme«.


