Erhverv

Kæmpe sneakerskæde indtager Danmark - men den får kamp til stregen

En britisk mastodont og en svensk opkomling rammer Danmark inden længe. Imens investerer landets største sportskæder millioner i nye sneakerskoncepter.

Artiklens øverste billede
Sneakersnstuff er den ene af to udenlandske sneakers-koncepter, der nu indtager Danmark.

Udstyret med soveposer, sækkestole og lunt tøj lå en flok unge drenge i kø i fire dage foran Wood Wood-butikken i København. Samme syn fandt man i Aarhus. Det var i midten af august.

Alle pjækkede de fra skole eller havde taget fri fra arbejde for at komme forrest i køen til et par 1.600 kr. dyre Adidas-sneakers. Den slags sneakers, der produceres i begrænset antal og er designet af rapikonet Kanye West. Den slags, som enhver sneaker-connaisseur må eje.

Sneakers (defineret som snøresko med gummisål og en overdel af stof eller læder) er blevet et globalt modefænomen med medvind – også herhjemme. Tidligere i år købte Sportmaster den populære sneakerforretning Rezet Store med planer om at åbne adskillige butikker rundt om i landet, og Intersport slår dørene op til 20 Athlete’s Foot-butikker, også et butikskoncept bygget op om sneakers, i de kommende år.

Men kunderne får de ikke for sig selv. Adskillige aktører er allerede i markedet, og flere udenlandske sneakerskæder melder nu deres ankomst til Danmark.

»Ved at åbne i Field’s lærer vi så meget som muligt om den danske forbruger, hvilket vil gavne os, når vi ekspanderer yderligere i 2016.«

Nigel Keen, chef for JD Sports’ butiksnet.

Den britiske milliardkoncern JD Sports Fashion Plc. fortæller til Finans, at man åbner en butik i Københavns største indkøbscenter Field’s til december og har udset sig flere danske byer. JD Sports har over 900 butikker i Europa og omsætter årligt for over 1,5 mia. britiske pund – 15,3 mia. kr.

»Ved at åbne i Field’s lærer vi så meget som muligt om den danske forbruger, hvilket vil gavne os, når vi ekspanderer yderligere i 2016,« siger Nigel Keen, der chef for JD Sports’ omfattende butiksnet.

Også det svenske sneakerskoncept Sneakersnstuff kommer til Danmark. Med en årlig omsætning på lidt over 100 mio. svenske kr. er selskabet af den mere beskedne slags, men har ikke desto mindre vokseværk. I fjor næsten fordoblede Sneakersnstuff sin omsætning, og fremgangen ser ud til at fortsætte i indeværende år.

Den første Sneakersnstuff-butik er netop åbnet i London, og snart følger Paris trop. Også Madrid, Berlin, Milano, Amsterdam og København er på tegnebrættet.

»København er interessant for os, fordi vi ser, at de tendenser, der gør sig gældende i de større europæiske byer, også gør sig gældende i København. København er rigtig godt med, hvad angår globale trends, og er hurtig til at omfavne dem,« siger Erik Fagerlind, direktør og medstifter af Sneakersnstuff, der endnu ikke har sat en deadline for sin danske entré.

Stifterne af Sneakersnstuff, Peter Jansson (tv.) og Erik Fagerlind.

Sneakersnstuff blev grundlagt i 1999 og fokuserer på den målgruppe, der er mere interesseret i sneakers end gennemsnittet, lader direktøren forstå.

»Vi er i markedet for at skabe og drive sneakerskulturen – ikke kun for at lave profit på den. Og hos os finder du modeller, farver og mønstre, der ikke er at finde i butikker og kæder målrettet et bredere publikum, f.eks. Rezet og Athlete’s Foot,« siger Erik Fagerlind.

Når store sportskæder som Sportmaster og Intersport har valgt at kaste sig over sneakers, skyldes det, at de ønsker at få en bid af det voksende marked. Begge vurderer, at sneakers som modefænomen er kommet for at blive – ikke mindst fordi kæmpebrands som Adidas og Nike poster store millionbeløb i markedet hvert eneste år.

Da Adidas præsenterede en fremgang i omsætningen på 11 pct. i årets første tre måneder, nævnte den tyske tøjkæmpe specifikt sneakers som en af drivkræfterne bag fremgangen.

Men hvorfor har sneakers udviklet sig fra et anonymt fodtøj forbeholdt tennisbanen til en attråværdig modesko, der tiltrækker verdens største sportsstjerner og stilikoner og får unge drenge til at ligge i kø i dagevis?

Ifølge en ekspert skal svaret findes i dagens modebillede.

»Vi har en mode, som er meget afslappet og underspillet, men samtidig signalerer aktivt liv. Det er low key. Med sneakers blander man sportstøj med modetøj og får et look, man kan leve i – og udfolde sig i. Sneakers har tusinde udtryk og kan bruges til nærmest alt; fra gamacher til gallakjoler,« siger Mette Skovgaard Frich, detail- og forbrugeranalytiker ved Retail Institute Scandinavia.

Den nye modetrend er blevet døbt athleisure og er især et kæmpehit i USA. Kort fortalt går den ud på at iføre sig klæder og fodtøj, der mest af alt ligner fashionabelt træningstøj. Det handler om at være uformel, men stadig pænt påklædt. Ingen skal kunne se, om du kommer fra en yogatime eller et vigtigt forretningsmøde.

Også flere danske modevirksomheder, blandt andre IC Group, JBS og Hummel, har stillet skarpt på athleisure-bølgen.

Sneakerens sejrsgang kan direkte aflæses hos mange af landets specialiserede sneakerforretninger, der har oplevet stor vækst de seneste fem-seks år. Indtjeningen i mange butikker er mangedoblet, mens de traditionelle skoforretninger har mistet fodfæste.

Ifølge Danmarks Skohandlerforening er en fjerdedel af salget i de traditionelle skobutikker forsvundet siden 2008, dog mest af alt på grund af den stigende nethandel.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.