Vestas er løbet ind i den kinesiske mur
Sidste år blæste topledelsen i Vestas til angreb på det kinesiske marked. Især serviceforretningen skulle op i gear, lød meldingen. Men servicesalget halter fortsat.
Serviceforretningen i Vestas sprudler. Men ikke i Kina hvor den danske vindmøllegigant fortsat kæmper med at banke rust af salgstallene.
»Vi ser stadig det kinesiske marked være anderledes i forhold til de fleste af vores andre markeder,« siger Christian Venderby, servicedirektør og ansvarlig for Global Service i Vestas med direkte reference til topchef Anders Runevad.
Det er svært for mig at sætte tal på, men det er klart, at vi kommer fra et andet niveau, så det vil tage tid at opbygge servicemarkedet i Kina.Christian Venderby, chef for Global Service i Vestas
Netop Runevad søsatte sidste år et angreb på det kinesiske vindmøllemarked bl.a. for at få flere kunder til at forlænge deres servicekontrakter. Alligevel endte 2014 med blot 49 pct. gentegnede kontrakter i Asien, der domineres af det kinesiske marked, mens tallet for Vestas under et var 72 pct. anført af Europa og Afrika med 80 pct.
»Det kinesiske vindmøllemarked er præget af aktører, der vil selv, og det gør sig også gældende med serviceaftaler,« siger Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank om årsagen til den kinesiske dukkert.
Et af Vestas-midlerne til at puste nyt liv i servicebutikken i Kina er brugen af skræddersyede løsninger. Et tiltag som andre industrigiganter har bragt i spil, fordi kinesiske kunder er meget fokuseret på pris.
Artiklen fortsætter under billedet...
Men selv om flere kunder går fra at have fokus på pris til at se på den samlede pris for vindenergien, vil Christian Venderby ikke love, at Kina når op på samme fornyelsesrater i 2015 som resten af Vestas-kunderne.
»Det er svært for mig at sætte tal på, men det er klart, at vi kommer fra et andet niveau, så det vil tage tid at opbygge servicemarkedet i Kina,« siger servicedirektøren.
Udviklingen kommer ikke bag på Klaus Kehl, chefanalytiker i Nykredit Markets, efter at Vestas-ledelsen nærmest lagde det kinesiske og indiske marked på is i kriseårene 2012 og 2013.
Det kinesiske vindmøllemarked er præget af aktører, der vil selv, og det gør sig også gældende med serviceaftaler.Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank
»Det er klart, at når Vestas har været mere eller mindre ude af markedet og skal tilbage igen, kommer kunderne selvfølgelig ikke løbende, når man åbner op for salg,« siger Klaus Kehl.
I februar fik Vestas to kinesiske mølleordrer i hus. Den ene blev solgt med en serviceaftale på to år. Den anden med en aftale på tre år. Til sammenligning har Vestas i dag serviceordrer i hus for 60,4 mia. kr. med en gennemsnitlig løbetid på otte år.
