Fortsæt til indhold

Dom i Parken-sagen: Don Ø og Glistrup skal i fængsel

Don Ø og Jørgen Glistrup skal i fængsel i henholdsvis 4 og 6 måneder i Parken-sagen, ifølge dom i Københavns Byret. Begge anker dommen til landsretten.

Erhverv

Tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment Flemming Østergaard og forhenværende adm. direktør Jørgen Glistrup blev idømt fængsel i henholdsvis fire og seks måneder i den såkaldte Parken-sag, der omhandler kursmanipulation.

Sådan lød dommen i Københavns Byret tirsdag eftermiddag.

Dommerne lægger vægt på, at kursmanipulationen er sket over en længere periode og blandt flere medlemmer af ledelsen i en børsnoteret virksomhed. Det er særligt skærpende, lød det i retten, da dommen faldt.

Ifølge dommen skal Jørgen Glistrup tilbagebetale 20.000 kr. på den kursmanipulation, som retten mener, har fundet sted. Til gengæld slipper Flemming Østergaard, der i sin tid i Parken gik under navnet Don Ø, for at tilbagebetale 15 mio. kr., som anklagerne har stillet krav om.

Selskabet Parken stod over for en potentiel bøde på 50 mio. kr., men slap med at skulle betale 1 mio. kr.

Både Jørgen Glistrup og Flemming Østergaards advokater ankede dommen på stedet. Østergaard var ikke til stede i retten, og Glistrup havde ingen kommentarer efter afgørelsen.

Udover de to tidligere ledere af Parken er også en medarbejder idømt 30 dages betinget fængsel, og en værdipapirhandler blev idømt 40 dages betinget fængsel samt en tillægsbøde på 25.000 kr. Begge er beskyttet af navneforbud.

Med dommen er der sat et foreløbigt punktum sagen, der har været undervejs, siden Finanstilsynet meldte Parken til politiet i august 2010.

Selve retssagen har kørt i Københavns Byret siden december 2014 og varet mere end 30 retsmøder.

Tiltalen mod Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup gik på kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder. To øvrige personer under navneforbud samt to selskaber har været tiltalt i sagen, der er den mest højtprofilerede sag om mulig kursmanipulation herhjemme.

I slutningen af marts afsluttede bagmandspolitiet sin bevisførelse, der inkluderede over 1300 sider med handelsdata, båndoptagelser af telefonsamtaler og interne e-mails fra Parken-ledelsen.

Anklagerne har afhørt stribevis af vidner herunder tidligere Carlsberg-direktør Flemming Lindeløv samt tidligere skibsreder i A.P. Møller-Mærsk og adm. direktør i rederiet Clipper Group, Tommy Thomsen.

Også erhvervsfolk som Peter Norvig, Aldo Petersen samt den tidligere Fitness.dk-konge Hans Henrik Palm har været i vidner. Den fallerede ejendomsinvestor Patrick De Vela (tidl. Steen Larsen, red.) var indkaldt, men han sendte sin revisor.

Blandt de tiltalte har især tidligere adm. direktør Jørgen Glistrup optrådt i vidneskranken. Det var ham, som stod for de konkrete handler sammen med dealere fra henholdsvis FIH Erhvervsbank og senere rigmandsbanken Capinordic Bank, der siden er krakket.

Også Flemming Østergaard, der ikke var til stede i retten under domsafsigelsen på grund af en forretningsrejse i udlandet, har også afgivet forklaring flere gange i sagen.

Artiklens emner
Bagmandspolitiet