Fortsæt til indhold

Coop går uden om Arla for at hjælpe kriseramte landmænd

Den medlemsejede dagligvarekoncern går i samarbejde med et privat mejeri om en støttemælk, som skal give penge til alle danske mælkeproducenter. Mejerigiganten Arla Foods afviser den model for hjælp til mælkeproducenter.

Erhverv

Coop Danmark vil sælge mælk som gennem en overpris direkte støtter kriseramte, danske landmænd. Dagligvarekoncernen etablerer støttemærket udenom mejerigiganten Arla Foods, der ellers har langt de fleste danske mælkeproducenter som leverandører.

I stedet har Coop planer om i koncernens 1.200 butikker fra midt i oktober at udbyde en konventionel støttemælk, som bliver produceret på et privat mejeri. Prisen skal ligge én kr. over den daglige pris på mælk, så der efter moms sendes ca. 80 ekstra øre ud til de danske landmænd.

Coop vil på den måde lave en anden model end discountkæden Rema 1000, som har sat prisen på selskabets vanlige mælk op med 50 øre inklusive moms. Disse penge skal afregnes til Arla Foods, der ejes af 13.000 landmænd i syv nordeuropæiske lande, heraf ca. 3.200 i Danmark.

»Vi vil gerne være brobyggere mellem forbrugerne og de kriseramte mælkeproducenter. For os er det vigtigt, at støttebeløbet går til alle danske, konventionelle mælkeproducenter, så vi ikke støtter enkelte grupper af landmænd eller udenlandske landmænd - men alle danske. Vi arbejder med at skabe en aftale, så pengene fra støttemælken kommer direkte ud til danske mælkeproducenter,« siger koncerndirektør Jens Visholm, Coop Danmark.

Artikel fortsætter under foto.

Koncerndirektør Jens Visholm og Coop Danmark vil med en ny mælketype give forbrugerne mulighed for direkte at støtte kriseramte landmænd.

Dagligvarekoncernen arbejder derfor på at skabe samarbejde med organisationer i landbruget, så støttebeløbet kan afregnes til alle danske mælkebønder, som producerer konventionel mælk. I modsætning til denne produktionsgren har den økologiske mælkeproduktion nemlig gode markedsforhold.

Coops kommende støttemælk til de danske mælkeproducenter skal produceres på Mejeriet Dybbækdal, som er et datterselskab i Thise Mejeri. Netop Thise og Coop har i forvejen et tæt samarbejde på en række områder - herunder leverancer af økologisk mælk og oksekød.

»På Dybbækdal producerer vi kun konventionelle mejerivarer. Vi har en enkelt konventionel leverandør og indkøber ellers mælken hos andre mejerier. Vi har kapacitet til at tage imod ordren fra Coop, og vi kan lave et dækningsbidrag på den, så naturligvis siger vi ja til at løse opgaven,« siger Poul Pedersen, mejerichef på Thise Mejeri og Dybbækdal.

I praksis foregår produktionen på Dybbækdal på de samme produktionslinjer, som Thises økologiske produktion. De økologiske og konventionelle råvarer holdes dog skarpt adskilt i separate tanke og produktionsforløb.

Ethvert tiltag, der kan løfte vores indtjening, er meget kærkomment.
Kjartan Poulsen, formand i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.

Siden Rema 1000 for et par uger siden lancerede en kampagne med 50 øre i ekstrapris for mælk - som støtte til landmænd - har der i flere dele af dagligvarehandlen været arbejdet med forskellige lignende tiltag. Dagrofa har også lanceret en støttekampagne for danske landbrugsprodukter- og nu følger Coop efter med mælk.

Rema 1000 har valgt en model, hvor der samarbejdes med Arla Foods om ekstraprisen på mælk, så beløbet ender i mejerikoncernens fælleskasse, som deles af alle landmænd, der ejer Arla – danske som udenlandske. Selvom ledelsen i Rema 1000 faktisk har understreget, at den - på linje med Coop - helst ønsker at at støtte de danske landmænd med den igangsatte priskampagne.

Hos Arla Foods er næstformand Jan Toft Nørgaard, som selv er mælkeproducent, ked af, at Coop Danmark lancerer en støttemælk uden om den store mejerikoncern.

»Lignende tiltag er lavet af detailkæder i Storbritannien, hvor de giver penge til Arla Foods - og dermed også til gavn for landmænd i Danmark. Vi er glade for, at detailkæder vil støtte mælkeproducenter med sådanne produkter. Men vi håber, at alle i den danske dagligvarehandel - også Coop - vil gå gennem Arla. Vores andelssystem betyder, at vi som mælkeproducenter står sammen på tværs af landegrænser,« siger Jan Toft Nørgaard.

Kjartan Poulsen, formand i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, er begejstret for, at Coop som de andre kæder nu offensivt forsøger at støtte de kriseramte danske mælkebønder. Han siger:

»Det er fantastisk positivt, at vi nu ser disse tiltag fra detailhandlen. Ethvert tiltag, der kan løfte vores indtjening, er meget kærkomment. Det er utroligt positivt, at hele detailleddet i Danmark nu tilsyneladende er ved at være med på, at mælk ikke skal koste det halve af vand.«