Ny rettighedschef lover åbenhed efter skandale i advokatfirma
Det skal være muligt for tv-producenterne at forstå, hvad der sker med deres rettighedsmidler efter Johan Schlüter-miseren, siger nyudnævnt direktør i Filmret.
Anne Sophie Gersdorff Schrøder har taget en relativt stor opgave på sig.
Efter sagen om muligt urent trav i forvaltningen af rettighedsmidler i selskabet Registrering Danmark, som tidligere hørte under advokatfirmaet Johan Schlüter, er der behov for at få klarhed på området, og for at komme i mål med den opgave er selskabet Filmret Aps blevet oprettet.
Selskabet ejer Registrering Danmark og har til opgave at forvalte rettighedsmidlerne. Den største opgave for Filmret Aps’s direktør er ifølge hende selv at skabe gennemsigtighed.
»Det er afgørende, at vi får skabt en øget grad af transparens. Jeg vil tættere på producenterne, og jeg vil være sikker på, at producenterne forstår, hvad der sker med rettighedsmidlerne. De skal have lov til at kigge helt ind i maskinrummet,« siger Anne Sophie Gersdorff Schrøder.
Hun kommer fra en lederstilling i Koda, som forvalter rettighedsmidler for aktørerne i musikbranchen. Ifølge hende har det tidligere haltet en smule med transparensen i det hidtidige setup med advokatfirmaet Johan Schlüter i centrum.
»Det er mit indtryk, at JSA-administrationen (Johan Schlüter, red.) ikke har haft meget fokus på transparens. Det gøres der noget ved nu,« siger Anne Sophie Gersdorff Schrøder.
Hun fortæller, at 2015 vil være præget af den megen virak og uro, der har været om forvaltningen og udbetalingen af rettighedsmidler, men den øgede adgang til maskinrummet skal etableres hurtigst muligt.
»2015 er selvsagt et specielt år, men det er dog ikke desto mindre min ambition, at det allerede i forbindelse med aflæggelse af 2015-regnskabet vil være muligt at følge pengestrømmen i langt højere grad, end det tidligere har været tilfældet. Det er i den forbindelse også vigtigt at være opmærksom på, at der er vedtaget et EU-direktiv om kollektiv forvaltning, som skal være implementeret til foråret. Og en del af det direktiv er netop kravet om øget transparens, så også af den grund skal der åbnes op og arbejdes med at sikre indsigt I forretningen,« siger den nyudnævnte direktør.
En af de store prügelknaber i sagen har været selskabet Registrering Danmark, som Filmret Aps nu har overtaget fra advokatfirmaet Johan Schlüter. Angiveligt skulle der være foregået en række aktiviteter i selskabet, som ikke har noget med forvaltning af rettighedsmidler at gøre.
De aktiviteter er nu skåret fra, og kernen af selskabet er sådan set fint nok, mener Anne Sophie Gersdorff Schrøder.
»En af grundene til, at det har været nødvendigt at lave et nyt selskab, er, at man har gjort op med fortiden og gerne vil have nye kræfter på posten. Vi starter ikke helt forfra. Øvelsen med at indsamle data og udbetale penge ligger i Registrering Danmark i Slagelse, som er ejet af Filmret Aps. Og Registrering Danmark fungerer og kan det, som selskabet skal kunne,« siger Anne Sophie Gersdorff Schrøder.
Øvelsen i selskabet er i grove træk at indsamle data om tv-kanalernes visning af producenternes indhold samt data om andre steder, hvor indholdet bliver brugt. Det kan være til undervisning eller til større offentlige arrangementer. Brugen af producenternes indhold matches så med de penge, der kommer ind fra Copydan-midler, og pengene udbetales til producenterne efter en fordelingsnøgle.
Næste udlodning af midler sker til november. Producentforeningens direktør, Klaus Hansen, har tidligere udtalt, at udlodningen er sikret. Anne Sophie Gersdorff Schrøder vil dog ikke udelukke, at udlodningen kommer til at se lidt anderledes ud end normalt.
»Der er likviditet i selskabet, og vi gennemfører udlodningen til november. Jeg forventer en udlodning, der økonomisk vil være på niveau med det, som det plejer at være. Men det er for tidligt at afvise fuldstændig, at noget er forandret. Det afgørende for tilliden til mig og hele organisationen er, at vi driver en økonomisk forsvarlig forretning. Og hvis det betyder, at der er brug for at lave en lille reduktion af udlodningen for at kunne genopbygge en reserve til fremtiden, så vil det være det, jeg indstiller til min bestyrelse, at vi skal gøre. Men som sagt – det er for tidligt at konkludere andet, end at der vil blive gennemført udlodning til november,« siger hun.
Anne Sophie Gersdorff Schrøder begyndte som direktør for Filmret Aps i juni. Hendes opgave er at kigge fremad, men fortiden med muligt tab af millioner af kroner præger hendes arbejde.
»Da jeg begyndte, var det planen, at jeg kun skulle kigge fremad. Det var nok lidt naivt at tro, at det var så let at skille tingene ad og se bort fra fortiden og kun fokusere på fremtiden. Nutiden er et miks af fortid og fremtid, så rigtigt meget af tiden gik i begyndelsen med at være involveret i fortiden. Jeg har jo ikke noget med sagen at gøre, men det har affødt en række udfordringer. En stor udfordring er jo altså, at der mangler nogle penge, og det er lidt af en øvelse at få det fuldstændige overblik over, hvilke penge der mangler hvor. Jeg har også brugt meget tid på at få overblik over forretningen og forstå, hvorfor der er blevet ageret, som der er blevet, og hvad vi skal arbejde med at optimere fremadrettet,« siger Anne Sophie Gersdorff Schrøder.
Hun fortæller videre, at den største negative overraskelse var opgaven med at finde frem til, hvor mange penge der mangler.
»Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig helt præcist, men omfanget af de økonomiske udfordringer har overrasket mig,« siger Anne Sophie Gersdorff Schrøder.
Sagen om muligt urent trav i Registrering Danmark har kastet to politianmeldelser af sig. Producentforeningen har anmeldt forholdet uden at rette anmeldelsen mod en enkelt person eller en enkelt virksomhed. Advokatfirmaet Johan Schlüter har politianmeldt tidligere partner Susanne Fryland.
Bagmandspolitiet efterforsker sagen, og ingen er sigtet.

