Virksomheder giver flere penge til flygtninge
NGO'erne melder, at flere virksomheder donerer penge og udstyr til flygtninge.
Sæbe, simkort og penge.
Det er nogle af de ting, som virksomheder donerer til flygtninge gennem NGO'erne.
I disse dage henvender flere og flere virksomheder sig til NGO'erne for at hjælpe ved at donere produkter eller penge. Sådan lyder meldingen fra en række NGO'er.
»Vi oplever, at der er en kæmpe stor interesse fra erhvervslivet. Nogle af de største virksomheder er i gang med at oprette egenindsamlinger. Vi oplever også, at virksomheder ringer til os og spørger, hvad de kan gøre, og om flygtninge kan bruge deres produkter,« siger chef for fundraising Birgitte Marie Mabeck fra Dansk Røde Kors.
Dansk Røde Kors har bl.a. modtaget 16.000 toiletartikler fra hotelgruppen BC Hospitality Group og 1.000 simkort fra TDC med ekstra taletidskort på 100 kr.
»Vi ringede og spurgte, hvad de havde brug for, og her lød svaret, at vi kunne hjælpe med simkort, så de kunne ringe hjem til Syrien,« forklarer Frederik Sjørslev Sjøgård, direktør for TDC Privat.
Udover de 1.000 simkort og dertilhørende taletidskort, har TDC også doneret 10 telefoner til asylcentrene. TDC fik oplyst, at langt de fleste flygtninge allerede har mobiltelefoner men mangler lokale simkort.
Andre virksomheder laver indsamlinger blandt medarbejderne eller giver gratis eksponering. DSB's medarbejdere har f.eks. lavet en indsamling af tøj til flygtningene, mens søgesiden Krak linker til Dansk Røde Kors' indsamling.
Red Barnet får også flere henvendelser fra virksomheder.
»Det er mange år siden, at vi har oplevet noget lignende. Vi oplever en utrolig velvilje fra virksomhederne. Det er både virksomheder, der ønsker at donere ting og penge. Nogle virksomheder har f.eks. doneret 50 kr. pr. medarbejder,« siger kommunikationschef Claes Amundsen fra Red Barnet.
Torsdag oplyste sengetøjskæden Jysk, at de har påbegyndt en indsamling i deres butikker i samarbejde med Red Barnet. I de danske Jysk-butikker kan kunderne købe en stregkode ved kassen og dermed donere 50 kr. til Red Barnet. Red Barnet modtager også større pengedonationer fra TopToy, SEB, Scandic og SAS.
Organisationen foretrækker nemlig penge frem for produkter. Red Barnet har sagt midlertidigt stop til varedonationer, fordi mange af flygtningene allerede har forladt modtagercentrene.
»Vi foretrækker kontantdonationer, fordi det er nemmere for os at styre hjælpearbejdet på den måde,« siger Claes Amundsen.
Dansk Flygtningehjælp melder også, at de får flere henvendelser fra virksomheder.
»Der har både været virksomheder, der gerne ville give en regulær humanitær donation, og nogle der gerne ville bidrage med udstyr eller varer inden for deres branche eller ekspertise. Og antallet af uopfordrede henvendelser er klart større i disse dage, end hvad vi normalt oplever,« siger afdelingschef Peter Hermann Kamph fra Dansk Flygtningehjælp.


