Fortsæt til indhold

3-direktør glæder sig over opgivet telefusion

Teleselskabet 3 er tilfreds med, at EU's konkurrencemyndigheder har haft så høje krav til Telia og Telenor, at selskaberne fredag har valgt at smide en storstilet fusionsplan i papirkurven.

Erhverv
Ritzau Finans

Morten Christiansen, topchef for teleselskabet 3 i Danmark, har ved flere lejligheder udtrykt bekymring omkring fusionen, da rivalerne TDC og "Telianor" samlet ville have siddet på omkring 80 pct. af markedet, hvis fusionen var gledet igennem. Det ville have efterladt 3 som klassens Benjamin.

- En fusion ville have marginaliseret os som den mindste spiller mod et duopol med omkring 80 pct. af markedet, og det har vi udtrykt bekymring ved fra starten, og det ser ud til, at kommissionen også er nået til den konklusion, siger Morten Christiansen.

- Jeg er glad for, at de synspunkter er blevet noteret, og truslen om et duopol er blæst væk, siger han til Ritzau Finans.

Telia og Telenor havde for at formilde EU's konkurrencemyndigheder blandt foreslået et salg af lavprisselskabet Bibob, der har 150.000 kunder, og foreslået at sælge op mod 40 pct. af det fælles net. Derudover var selskaberne også åbne for, at en ekstern aktør kunne købe 30 telebutikker.

Morten Christiansen oplyser i denne sammenhæng, at 3 ikke har været i nogen form for dialog med de to selskaber.

Telia og Telenor har i forbindelse med fredagens melding ytret, at de nu overvejer deres strategiske muligheder på det danske marked.

Ritzau Finans: Kunne en idé for jer være at gå sammen med en af de to spillere?

- På et helt generelt plan kan jeg sige, at vi gerne deltager i en konsolidering i det danske marked, som vi også har gjort i visse andre markeder, siger han.

Hvis 3 som den mindste spiller indgik i en fusion, ville det skabe et mere sundt konkurrencebillede, hvor selskaberne ville være mere sidestillede end tilfældet, hvor der var tale om , at nummer to og tre gik sammen.

- Jeg tror ikke, at det er antallet af spillere, der er afgørende, men derimod karakteren af spillerne. Så hvis der er en mere ligelig fordeling mellem tre spillere, så tror jeg, at både konkurrence og investeringer ville have det bedre i den situation, siger Morten Christiansen.

Oven på den droppede telefusion er der nu udsigt til intensiveret konkurrence på det danske telemarked, vurderer 3-topchefen.

- Konkurrencen vil formodentlig tage til. Den bliver i hvert fald ikke mindre. Nu skal de (Telia og Telenor, red.) tilbage og have gang i deres organisationer, så jeg tvivler på, at man sætter sig ned og lukker øjnene. Jeg tror, at der vil blive gået til stålet, siger han.

Han erkender i den sammenhæng, at det er et fint miljø for teleselskabet 3, der de seneste år har haft stor vækst år efter år, men dog stadig kun har en markedsandel på 13-14 pct. på det danske mobilmarked.

- Vi har befundet os nogenlunde i det miljø tidligere, og det er et marked, som vi kender. Men det er et barsk marked, som dog er bedre end det, vi ville have set ved en fusion, siger Morten Christiansen.

Artiklens emner
Telenor
Telia