Bitcoin-boss sigtet for underslæb i millionklassen
Sag om forsvundne computerpenge for mia. har nu ført til sigtelse af chef bag krakket bitcoin-børs.
Franskmanden Mark Karpeles, chef for den hedengange MtGox-børs, der handlede med den virtuelle valuta bitcoin, er blevet sigtet for underslæb i millionklassen af japansk politi.
Tilbage i begyndelsen af august blev Mark Karpeles anholdt i Tokyo, mistænkt for at manipulere data på MtGox-børsens computersystem i 2013 ved at forfalske omkring én million dollars, svarende til omkring 6,6 mio. kr. Det er denne mistanke, der nu har ført til en sigtelse. Han er desuden blevet sigtet for at stikke knap 20 mio. kr. i egen lomme.
Det skriver The Telegraph.
Politiet er fortsat i gang med at efterforske Mark Karpeles' mulige involvering i sagen, hvor bitcoins til en værdi af 2,6 mia. kr. forsvandt i 2014.
Japanske MtGox, som på et tidspunkt var verdens største bitcoinbørs, kollapsede på spektakulær vis i 2014. Den stod på et tidspunkt for 80 pct. af handlen med computerpenge.
Børsen indgav konkursbegæring kort efter computerpengene forsvandt og erkendte at have mistet 850.000 bitcoins til en værdi af knap 390 mio. dollars, svarende til omkring 2,6 mia. kr.
Karpeles har senere sagt, at han fandt omkring 200.000 af de mistede bitcoins i en såkaldt "kold tegnebog", hvilket er en lagerenhed, såsom en USB-nøgle, der ikke er tilknyttet andre computere.

