Burger King satser massivt på at erobre det danske marked
Fastfoodgiganten Burger King gør klar til nye butiksåbninger og ser potentiale for stor vækst.
Landets store burgerkæder har skruet op for blusset i kampen om de mange millioner kroner, som danskerne hvert år bruger på fastfood.
I august fortalte McDonald’s-direktør Joachim Knudsen til Finans, at man investerer et stort millionbeløb i sine danske butikker og gør det lettere for kunderne at strikke deres menuer sammen, som de vil. Nu melder rivalen Burger King om store planer, der skal føre til flere restauranter – og flere markedsandele.
Den norske koncern King Food, der i fjor overtog syv af i alt 24 Burger King-restauranter herhjemme, har allerede åbnet en ottende forretning i Viborg og slår i de kommende måneder dørene op til nye restauranter i Brøndby og Haverslev.
Samtidig har King Food udset sig adskillige danske byer med plads til Burger King-restauranter i 2016, fortæller marketing- og kommunikationsdirektør Ole Erik Samseth, der endnu ikke kan løfte sløret for, hvilke byer der er tale om.
Da King Food overtog driften af syv danske Burger Kings, var det med ambitionen om at øge antallet af restauranter med 50 pct. i løbet af fem år. Den ambition holder selskabet fast i – også selvom konkurrencen på fastfood-markedet er hårdere end nogensinde.
»Man ser hele tiden flere og flere aktører, der kommer ind og vil have deres andel af et marked i vækst. 7-Eleven, diverse tankstationer og sågar supermarkeder er begyndt at komme ind på "on the go"-markedet. Og jeg tror, at vi kun har set toppen af isbjerget,« siger Ole Erik Samseth.
Den seneste tid har flere af landets fastfoodgiganter varslet priskrig på burgere og pizza. Både Subway, Pizza Hut, Dominos Pizza, McDonald’s, Kentucky Fried Chicken, Max Burger og Sunset Boulevard er i fuld gang med at udvide antallet af restauranter, lyder det.
Danskernes spisevaner går i stigende grad i retning af, at vi spiser flere måltider udefra og på farten, og det gør fastfood-markedet interessant, mener Burger King, der ikke har tænkt sig at stå på sidelinjen i den store fastfoodkamp.
»Vi vil være danskernes foretrukne burgerrestaurant, og vi har en ambition om at vokse os endnu større på det danske marked og tage markedsandele,« siger Ole Erik Samseth.
King Food er ejet af den norske restaurantkoncern UMOE Restaurant Group, der har masterfranchiserettigheden til at drive Burger King i Danmark, Norge og Sverige. UMOE Restaurant Group har desuden lokale franchiserettigheder til store mærker som Starbucks og TGI Fridays og ejer en portefølje af norske brands, deriblandt Norges største pizzakæde Peppes Pizza.
Burger King blev grundlagt i 1954 og er den næststørste fastfoodkæde i verden med flere end 12.600 restauranter på verdensplan og flere end 11 mio. gæster dagligt i 83 lande.


