Investorer presser entreprenørgigant mod børsnotering
Flere storaktionærer lægger nu pres på ejerne af landets næststørste entreprenørvirksomhed MT Højgaard i håbet om at få selskabet på børsen allerede næste år.
Efter flere års krise og store underskud er der nu ved at være så meget styr på forretningen i MT Højgaard, at selskabets ejere bør arbejde målrettet mod en reel børsnotering af entreprenørvirksomheden.
Sådan lyder meldingen fra flere af virksomhedens største investorer, herunder storbanken Nordeas investeringsfonde.
Nordea Invest købte for nylig yderligere aktier i selskabet Monberg & Thorsen, så Nordea Invest nu ejer over 5 pct. af aktierne i både Monberg & Thorsen og Højgaard Holding, de to børsnoterede holdingselskaber, der sammen ejer MT Højgaard.
Det har tidligere været på tale at ændre ejerstrukturen og foretage en decideret børsnotering af MT Højgaard, der årligt omsætter for 7 mia. kr., men nu stiger presset, da investorerne mener, at det reelt først er nu, at koncernen har så meget styr på forretningen, at det giver mening.
»Vi mener, MT Højgaard er inde i en rigtig god udvikling. Set i det lys, vil det være oplagt at kigge på at lave en mere forenklet struktur af koncernen, hvor man kun har ét noteret selskab frem for to. De synspunkter har vi også fremført over for selskabets ledelse, og vi håber, at der vil komme en afklaring allerede næste år,« siger Carsten J. Leth, chef for danske aktier i Nordea Asset Management, der forvalter aktier for Nordea Invest.
Artiklen fortsætter efter grafikken...
Begge aktier er næsten fordoblet i værdi siden nytår som følge af den forbedrede drift i byggegiganten.
Ifølge både Nordea samt den pengestærke Augustinusfond er det nu på tide at gøre op med den forældede konstruktion, hvor MT Højgaard ejes af to passive selskaber, der er noteret på børsen uden dog at have ret megen anden aktivitet end at eje aktier i entreprenørgiganten.
Artiklen fortsætter efter grafikken...
Ved at børsnotere MT Højgaard selvstændigt vil man gøre virksomheden langt mere attraktiv for både private og professionelle investorer, der foretrækker at være direkte ejere frem for at eje selskaber indirekte gennem holdingselskaber. En børsnotering vil kunne få MT Højgaards værdier frem i lyset og selskabet vil have en anslået værdi på over 3 mia. kr.
»Der kunne med fordel ses på en forenkling af strukturen med kun et fortsættende selskab set i lyset af, hvordan virksomhedens drift er blevet forbedret betydeligt de senere år,« lyder det fra Tommy Pedersen, direktør i Augustinusfonden.
Bestyrelsesformand i MT Højgaard, Søren Bjerre-Nielsen, siger til Finans, at man ikke har konkrete planer om at ændre den nuværende struktur i koncernen endnu.

