Fortsæt til indhold

Stylepit sælger ejendom i Jyderup og fjerner gæld

Stylepit har underskrevet en aftale om at sælge sin ejendom i Jyderup, oplyser selskabet til fondsbørsen torsdag over middag.

Erhverv
/ritzau/FINANS

Der oplyses ikke nogen pris for salget, men Stylepit hæfter sig ved, at frasalget sker uden negativ resultateffekt i forhold til den bogførte værdi af ejendommen.

- Ejendommen i Jyderup har været ubenyttet siden flytning af selskabets lager til Polen og flytning af hovedkontor til København i 2014. Salget sker som led i et planlagt salg af ejendommene i Danmark og Polen, skriver Stylepit.

Ud over frasalget i Jyderup har Stylepit indgået en såkaldt "sale and leaseback"-aftale vedrørende lagerejendommen i Polen med et "udenlandsk børsnoteret ejendomsinvesteringsselskab." Dermed sælger Stylepit formelt sit lager, men lejer det tilbage fra den nye ejer.

- Salget af ejendommen i Jyderup og et forventet salg af ejendommen i Polen medfører, at selskabets ledelse forventer at følge planen om, at Stylepit ikke har rentebærende gæld ved udløb af kalenderåret 2015, skriver Stylepit.

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Artiklens emner
Stylepit