Fortsæt til indhold

Medicoindustrien vokser sig større

Medicinsk udstyr og høreapparater sælger godt for danske virksomheder, viser ny analyse. Indtjeningen halter dog lidt efter.

Erhverv

Det er attraktivt at drive forretning inden for produktion og salg af medicoteknisk udstyr som stomiposer, videoskoper og høreapparater.

Ifølge Dansk Aktie Analyses nye opgørelse over udviklingen i medicoindustrien er omsætningen øget med 3 pct. fra 2013 til 2014.

»Det går fortsat godt for branchen, og det er en branche i vækst, fordi behovet for sundhedsløsninger er i vækst,« siger Peter Huntley, direktør i brancheorganisationen Medicoindustrien.

En af virksomhederne, der oplever fremgang, er børsnoterede Ambu, der kvartal efter kvartal leverer tocifrede vækstrater på baggrund af fremgang i både USA, Europa og Asien.

»Vi kører rigtig godt på alle markeder,« siger adm. direktør Lars Marcher, Ambu.

Den største danske virksomhed i industrien er Coloplast, der i seneste regnskabsår rundede 12 mia. kr. i omsætning og dermed udgør knap en fjerdedel af den samlede danske branche, som målt ved de 50 største virksomheder har en årlig omsætning på 53 mia. kr.

Det går fortsat godt for branchen, og det er en branche i vækst
Peter Huntley, direktør, Medicoindustrien

Derudover fylder de tre store danske høreapparatproducenter godt i industrien. På verdensplan sidder danske William Demant, GN Resound og Widex på knap halvdelen af markeder for høreapparater, og de oplever alle fremgang i omsætningen.

Mange af de danske medicoproducenter sælger en stor del af deres produkter i USA, og en del af omsætningsfremgangen kan derfor formentlig tilskrives stigningen i dollarkursen sent sidste år.

Mens omsætningen samlet set går fremad, kniber det mere med at øge indtjeningen i industrien, fremgår det af Dansk Aktie Analyses opgørelse.

Faktisk er bundlinjen gået tilbage med mere end 5 pct. fra 2013 til 2014. Det skyldes dog mest af alt en milliardstor hensættelse hos Coloplast, der er involveret i en amerikansk retssag om produktansvar ved underlivsnet.

Samtidigt tager analysen ikke højde for det nylige årsregnskab fra familieejede Widex, som kommer ud med et overskud på 142 mio. kr. mod et underskud på mere end 100 mio. kr. året forinden.

Ifølge Dansk Aktie Analyse beskæftiger den danske medicoindustri ca. 33.500 personer – en fremgang på 5 pct. i forhold til året før.

Artiklens emner
Widex
GN Store Nord