Flere åbningsdage i sommer gav flere besøgende i Tivoli
Tivoli havde pæn fremgang i sit besøgstal i sommersæsonen i 2015 sammenlignet med 2014. Forlystelsesparken havde dog også 12 dage mere at gøre godt med i denne sæson, end tilfældet var sidste år.
Det fortæller Tivoli i en meddelelse til fondsbørsen mandag eftermiddag.
Samlet steg besøgstallet med 7 pct. til 3.142.000 i sommersæsonen 2015, som løb fra den 30. marts til den 20. september - i alt 175 dage. Derudover er de fire første dage af 2015, hvor der fortsat var jul i Tivoli, også indregnet.
I 2014 var besøgstallet i sommersæsonen, som i alt varede 167 dage, på 2.938.000, oplyser Tivoli.
»Til trods for den kolde sommer er besøgstallet år til dato 7 pct. højere end sidste år, hvilket selvfølgelig er tilfredsstillende. En del af forklaringen er, at vi har haft 12 åbningsdage mere i år end sidste år. Men vi har også haft et stærkt Fredagsrock-program og stor aktivitet i Koncertsalen og Glassalen,« siger Lars Liebst, der er adm. direktør hos Tivoli, i meddelelsen.


