Svane Køkken politianmelder telemarketingfirma: Blev misbrugt til Facebook-fusk
Køkkenproducenten Svane Køkken har nu politianmeldt telemarketingfirmaet Orville Media for at have misbrugt Svane Køkkens navn i en falsk konkurrence.
Mere end 25.000 danske facebook-brugere troede i sidste uge, at de deltog i en konkurrence om at vinde et køkken af mærket Svane Køkken til en værdi af ca. 80.000 kr.
Konkurrencen kom fra en facebookside med navnet ”Velkommen til Svane Køkkenet – 100 procent dansk ejet - 100 procent dansk produceret.”
Problemet med konkurrencen og facebook-siden var dog, at Svane Køkken intet kendte til den, og at konkurrencen mest af alt gik ud på at lokke personlige oplysninger ud af de folk, der deltog. Oplysningerne skulle bruges til at kontakte kunderne for at sælge en lang række produkter.
»Almindelige forbrugere accepterer godtroende at være med i en konkurrence, hvor man efterfølgende bliver kontaktet på kryds og tværs, og det er kunderne ikke opmærksomme på. Det går ud over os og vores goodwill. Det er derfor, vi har reageret meget hurtigt og voldsomt,« siger Ole Lund Andersen, der er adm. direktør i TMK, som ejer Svane Køkken.
Den hjemmeside, som Facebook konkurrencen sendte folk videre til, er ejet af virksomheden Orville Media. TMK har derfor politianmeldt Orville Media og dets ejere.
»Vi står ikke bag denne Facebook-side, og derudover har vi aldrig kørt en konkurrence om et Svane Køkken. Det ser dog ud til at et medie i vores netværk har brugt den omtalte Facebook-side til at sende trafik videre til en af vores kampagner. At lede trafik videre på denne måde er selvsagt ikke noget, vi accepterer,« siger Simon Larsen, der er projektmanager hos Orville Medier.
Han fortæller, at Orville nu har afsluttet samarbejdet med virksomheden, og ikke har yderligere kommentarer.
TMK kontaktede også Facebook for at få lukket siden ned. Facebook reagerede dog ikke på henvendelsen i første omgang.
Men da TMK gik gennem sit mediebureau, der havde en kontakt til Facebook, skete der noget. Først bliv siden ændret til en fanside i stedet for en virksomhedsside, og mandag aften i sidste uge blev siden lukket helt ned. På det tidspunkt havde over 6.000 personer liket siden, over 23.000 havde liket konkurrencen, mens 15.000 havde delt den, og over 25.000 havde kommenteret den i håb om at vinde et køkken.
»Vi er rystede over, at der slet ikke er noget filter på hos Facebook. Der er meget lidt sikkerhed og kontrol. Facebook har åbenbart også en politik om, at der skal gå 24 timer, inden de vil tage stilling til, om de vil lukke en side ned. Det virker besynderligt, når vi kan bevise, at det er ulovligt. Jeg er dybt forundret over, at det er sådan, det foregår,« siger Ole Lund Andersen.
Konkurrencen om at vinde et Svane Køkken er desværre ikke det eneste eksempel på falske konkurrencer på Facebook. Finans ville gerne have spurgt Facebook, hvorfor det er så svært at få lukket sider, og hvad Facebook gør for at komme svindlen til livs. Men Facebook har ikke svaret på Finans’ henvendelse.

