Domstol har taget over 300 mio. fra superstjerne
Brasilianske Neymar er anklaget for at have lavet skatteunddragelse i stor stil.
Der er ikke noget at sige til, hvis den brasilianske fodboldstjerne Neymar graver ekstra dybt i lommerne i disse dage.
For han, hans familie og tre af deres fælles selskaber fik fredag indefrosset aktiver for omkring 320 mio. kr. af en brasiliansk domstol, som i øvrigt vurderede Neymar til i alt at have værdier svarende til 420 mio. kr.
Årsagen til indefrysningen af de mange penge er, at Neymar, der til dagligt tryller på grønsværen for FC Barcelona, angiveligt har lavet skatteunddragelse i Brasilien for over 100 mio. kr. i årene 2011 til 2013.
Neymar har ifølge anklagerne opgivet et langt lavere beløb til skattemyndighederne, end han rent faktisk havde modtaget i de år.
Dommer Carlos Muta fra den brasilianske domstol, der har indefrosset Neymar-familiens aktiver, sagde fredag ifølge Guardian, at »han (Neymar, red.) er udelukkende ansvarlig for indkomstopgørelsen«.
I de år, hvor skatteunddragelsen fandt sted, spillede Neymar for klubben Santos i sit hjemland. Men i sommeren 2013 skiftede han til Barcelona, og det er penge fra dette skifte, som myndighederne i Brasilien mener, at Neymar og hans familie har holdt skjult.
Neymar og familien er nemlig mistænkt for at have modtaget et beløb fra Barcelona ved siden af den officielle salgspris på 125 mio. kr.
Hvis Neymar er lidt nedtrykt i disse dage, skal han dog ikke gå langt for at finde en kollega at snakke skattesager med. For hans medspiller i Barcelona, den mangedobbelte vinder af prisen som verdens bedste fodboldspiller Lionel Messi, har nemlig også skattemyndighederne på nakken, da han er mistænkt for at have lavet skatteunddragelse for 30 mio. kr. i forbindelse med sponsorindtægter.



