Rockwool-boss tager hårdere fat end ventet
Isoleringsgiganten Rockwool skal med topchef Jens Birgersson tjene flere penge. Fyringer og højere priser for produkterne er nogle af de tiltag, der skal gøre stenuld til en pengemaskine.
Stenuldskoncernen Rockwool International voksede og voksede både omsætningsmæssigt og globalt, da den nu fyrede Eelco van Heel sad ved roret. Bundlinjen er ikke fulgt med toplinjen, og det skal Jens Birgersson, som tiltrådte som adm. direktør i februar, lave om på. Han har netop lanceret sit overordnede forandringsprogram, der skal få indtjeningen op.

