Rekordsalg i Elgiganten skal bruges til elektronikkrig
Elgiganten åbner nye varehuse og satser på nye produkter.
Danmarks største elektronikkæde, Elgiganten, omsætter for mere end nogensinde og har trecifret millionoverskud på bundlinjen.
Det viser selskabets netop offentliggjorte regnskab for 2014/2015.
Elgiganten omsatte for rekordhøje 5,27 mia. kr., hvilket kastede et overskud på 114 mio. kr. af sig. Dermed har elektronikkæmpen knækket en kortvarig tilbagegang i salget og polstret sig yderligere til kampen med Expert-koncernens nye Power-kæde.
»Vi er meget tilfredse med resultatet, både hvad angår toplinjen og bundlinjen. Virksomheden har en sund vækst, der ruster os godt til den hårde konkurrence i markedet,« siger topchef i Elgiganten Peder Stedal.
Egenkapitalen i Elgiganten, der er en del af den norske Elkjøp-koncern, har rundet en halv milliard kroner.
Den aktuelle fremgang giver mulighed for store investeringer, siger Peder Stedal, der ifølge eget udsagn arbejder efter devisen »altid glad – aldrig tilfreds.«
I det forgange år har Elgiganten renoveret sine varehuse i Randers, Næstved og Slagelse og opgraderet sin netbutik, der er blandt landets største. Snart venter åbninger af nye kæmpevarehuse i Vejle, Herlev og Svendborg.
»Og så har vi et par nye satsningsområder, bl.a. vores erhvervscentre, som skal servicere vores erhvervskunder. Vi har netop åbnet afdelinger i Odense og Esbjerg og gør klar til at rulle det ud over hele landet,« siger Peder Stedal, der også har store forventninger til kædens køkkensatsning.
»Vi har ikke tidligere haft køkkener i vores produktportefølje, men det gør vi for alvor noget ved. Vi har allerede et stort udvalg af hvidevarer, og det vil vi gerne supplere,« siger han.
Med 30 varehuse landet over er Elgiganten den største aktør på det danske elektronikmarked, men den har fået en ny, mægtig fjende i Power, der åbnede sit første varehus i Glostrup i august, og som har planer om at åbne mere end 25 megavarehuse over de kommende år.
Power-kæden er et selvstændigt selskab, Power A/S, ejet af koncernen bag Expert, men er uafhængigt af de danske Expert-butikker, der er drevet af franchisetagere.
Foruden Power skal Elgiganten konkurrere med blandt andre Wupti.com og Euronics, der også har store vækstplaner, men Peder Stedal er ikke bekymret.
»Konkurrencen på markedet er intens, men jeg mener, at vi er godt rustet. Det beviser vores seneste regnskab også,« siger han.
| Nøgletal, Elgiganten (i 1.000 kr.) | 2014/15 | 2013/14 | 2012/13 |
|---|---|---|---|
| Omsætning | 5.275.607 | 5.017.855 | 5.141.547 |
| Årets resultat | 114.112 | 106.745 | 131.397 |
| Egenkapital | 516.939 | 402.827 | 394.948 |

