Pas på: Virksomheder afviser nu værdibeviser fra stort dealsite
Flere virksomheder, der samarbejder med tilbudssiden Dagens Bedste, får ikke deres penge. Derfor lukker de nu ned for at modtage værdibeviser fra Dagens Bedste som betaling.
Har du købt et værdibevis gennem tilbudssiden Dagens Bedste eller en af virksomhedens mange øvrige sider, kan beviset være ubrugeligt. Flere virksomheder har nemlig stoppet samarbejdet med Dagens Bedste og vil ikke modtage værdibeviserne, der er købt hos Dagens Bedste, som betaling.
Finans har talt med Larsen Hotel og Kroferie og elektronikforhandleren DC Nordic, som begge har stoppet samarbejdet med Dagens Bedste, fordi de i flere måneder ikke har fået betaling for de produkter, som forburgerne har købt og betalt gennem Dagens Bedste.
Kunderne betaler for værdibeviset, når de købet det hos Dagens Bedste. Men tilbudssiden betaler bare ikke de virksomheder, der leverer ydelserne.
»Gennem det seneste år har Dagens Bedste altid været i restance. Og nu kan vi ikke holde til det mere. Jeg har haft et møde med dem, hvor de sagde, at de nok skulle betale. Men det var bare varm luft,« siger Thomas Skovholm Dall-Hansen, adm. direktør i DC Nordic, der har solgt elektronik såsom opladere og højtalere gennem Dagens Bedste.
Han stoppede derfor samarbejdet med Dagens Bedste i begyndelsen af september. Den 25. september stoppede også Larsen Hotel og Kroferie samarbejdet med tilbudssiden.
»Gennem ufattelig lang tid har Dagens Bedste ikke betalt sine regninger. Det betyder, at vi har betalt en masse hoteller uden at få pengene fra Dagens Bedste. Vi kan ikke blive ved med at levere uden at få vores penge hjem, så nu har vi stoppet samarbejdet,« siger Lene Veino, der er adm. direktør hos Larsen Hotel og Kroferie.
Hvor mange penge Larsen Hotel og Kroferie har tilgode hos Dagens Bedste, ønsker hun ikke at oplyse.
Kunder, der har købt et værdibevis til Larsen Hotel og Kroferie gennem Dagens Bedste, henvises nu til Dagens Bedste for at få pengene retur. Værdibeviserne kan ikke bruges på Larsen Hotel og Kroferies hoteller. Det samme gælder beviser, der er købt gennem nogle af de andre tilbudssider, som Dagens Bedste ejer. F.eks. Mindst50procent.dk, Megarabat.dk og Dagens Getaway.
Finans ville gerne spørge Dagens Bedste, hvorfor virksomheden ikke betaler sine samarbejdspartnere, og om alle kunder får deres penge tilbage for ubrugelige beviser. Men Dagens Bedste har hverken svaret på Finans' mail eller opkald.

