Hovedrige høreapparat-familier scorer overskud på 300 millioner
Det har været et flot finansielt år for familierne Westermann og Tøpholm, som ejer høreapparatfirmaet Widex. Den samlede formue nærmer sig 7 mia. kr.
Ejerfamilierne Tøpholm og Westermann bag høreapparatklenodiet Widex kan lune sig ved et svært tilfredsstillende årsresultat.
Samlet kan familiernes fire store holdingselskaber således præsentere et overskud på lidt mere end 300 mio. kr., viser de nye regnskaber.
»Vi har været meget tilfredse med udviklingen,« siger storaktionær Anders Westermann til Finans.
Formuen, der samlet set nu nærmer sig de 7 mia. kr., stammer fra ejerskabet af Widex, som Christian Tøpholm og Erik Westermann stiftede i 1956.
Ejerandelene er ligeligt fordelt mellem de to familier, som ejer Widex gennem Tøpholm Holding og Westermann A/S. I begge selskaber er resultatet positivt for første gang i flere år. Det afspejler, at Widex har fået vendt forretningen fra underskud til overskud.
»Det har været en rigtig positiv oplevelse at se, hvordan Widex har haft en flot turnaround,« siger Anders Westermann, som bl.a. roser topchef Jørgen Jensen, der har stået i spidsen for selskabet siden 2013.
Langt størstedelen af formuen forvaltes i selskaberne T&W Holding og GSA Invest, hvor førstnævnte primært investerer i aktier og obligationer, mens sidstnævnte især fokuserer på ejendomme. Begge selskaber er ejet af Tøpholm og Westermann.
Vi har været meget tilfredse med udviklingenAnders Westermann, medejer, Widex
I de to selskaber har overskuddet været hhv. 114 og 159 mio. kr. i det seneste år.
»Dels har værdipapirerne klaret sig pænt ved, at det generelle aktiemarked er steget pænt i perioden. Det smitter selvfølgelig af på afkastet i T&W Holding. I GSA har vi haft nogle ejendomsprojekter, som kører efter planen,« siger Anders Westermann.
Den største pengetank er T&W Holding, som har en egenkapital på 3,6 mia. kr., mens GSA Invests egenkapital udgør 1,9 mia. kr.
Det er hovedsageligt på den baggrund, at Dansk Aktie Analyse tidligere i år opgjorde familierne Westermann og Tøpholm til nr. 34 og 35 på listen over landets rigeste familier.
De primære ejere er Anders Westermann og broderen Søren Westermann samt Jan Tøpholm. Deres respektive børn, som altså er tredje generation i familievirksomheden, indlemmes dog også gradvist i ejerkredsen.


