Siemens smadrer Vestas-ledelsens havmølledrømme
Vestas snubler gevaldigt i krigen mod ærkerivalen Siemens Wind Power. Selv om Vestas-ledelsen råder over den nye V164-superhavmølle, løber Siemens med størstedelen af Dong-ordrerne frem mod 2020.
Siemens Wind Power er urokkelig på havmølletronen.
Frem mod 2020 ventes Dong at opføre syv kæmpe havmølleparker på i alt 3.730 megawatt (MW). Heraf står Siemens til at få 72 pct. af ordrerne, viser nye tal fra Dong-ledelsen.
Det eneste marked, hvor vi frit kan vælge, hvem vi vil give ordrer til, er det britiske.Samuel Leupold, koncerndirektør og ansvarlig for Wind Power i Dong Energy
»Vi har et strategisk mål om at have mindst to leverandører, og det er det resultat, man nu kan se i ordrefordelingen,« siger Samuel Leupold, chef for vindforretningen i Dong Energy og medlem af koncernledelsen.
Det er ni år siden, at Vestas sidst leverede havmøller til Dong Energy.
Gennem datterselskabet MHI Vestas Offshore Wind har Vestas og medejeren Mitsubishi Heavy Industries de senere år kæmpet indædt for at få skubbet gang i salget af den nye superhavmølle V164, der har kostet mere end 2,0 mia. kr. at udvikle.
Af samme årsag vækker det opsigt i finanskredse, at Siemens løber med hovedparten af Dong-ordrerne frem mod 2020.
»Jeg havde forventet, at Vestas og V164-møllen mindst kunne matche Siemens på de projekter, der skal opstilles frem til 2020,« siger Jacob Pedersen, Vestas-ekspert og senioranalytiker i Sydbank.
Selv om Siemens med ordrehøsten uddeler vindlussinger til Vestas, afviser Sydbank-analytikeren, at ordrefordelingen er en regulær katastrofe for Vestas. Nykredit Markets er enig.
»Siemens har hidtil siddet på 100 pct. af Dong-ordrerne. Nu kommer Vestas så fra baghjul og tilkæmper sig omkring 30 pct. af ordrerne. I mine ører lyder det ganske fornuftigt,« siger Klaus Kehl, chefanalytiker i Nykredit Markets.
Samuel Leupold understreger, at Dong med staten som hovedaktionær ikke bare kan skalte og valte med mølleordrerne på grund af EU-regler.
»Det eneste marked, hvor vi frit kan vælge, hvem vi vil give ordrer til, er det britiske,« siger Dong-direktøren.
Dong har senest oplyst, at Siemens skal levere møllerne til den britiske havmøllepark Race Bank, der med sine 580 MW bliver verdens næststørste.
Jens Tommerup, adm. direktør i MHI Vestas Offshore Wind, ønsker ikke at kommentere Dong-tallene.
Siemens oplyser, at man er forhindret i at kommentere Dong-ordrerne på grund af det kommende årsregnskab for 2014/2015.


