Fortsæt til indhold

Volvo: Om 5 år vil hver 10. bil være en elbil

Den svenske bilproducent tror dog især på anvendeligheden af hybridbiler.

Volvo vil udvikle en ny platform til mindre eldrevne biler.
Erhverv

I 2020 vil hver 10. solgte Volvo på verdensplan være en elbil, og derfor sender den svenske bilproducent i 2019 en ren elbil på gaden.

Volvo, der nu er ejet af det kinesiske selskab Zhejiang Geely Holding, har netop præsenteret en ny personbilstrategi med øget fokus på elbiler og hybridbiler.

Og selv om Volvo nu vil satse mere på elbiler, vurderer bilproducenten, at især plug-in hybridbilerne vil give bilkøberne den bedste kombination af bekvemmelighed, effektivitet og rækkevidde.

»Vores nuværende produkter har lært os meget om, hvordan kunderne bruger elbiler. Vores plug-in hybrider udgør allerede et reelt alternativ til de traditionelle benzin- og dieselmotorer. Bilisterne kører i vores biler i el-indstilling cirka halvdelen af tiden,« lyder det fra Peter Mertens, der er chef for Volvos forsknings- og udviklingsafdeling.

»40 års erfaring med eldrift har givet Volvo en masse viden om batteristyring, og nu er vi nået til, at en kalkulation af omkostninger sat i forhold til fordele falder næsten positivt ud. Batterierne er forbedret, omkostningerne er faldende, og kunderne er parate til eldrift,« tilføjer han.

Derfor vil Volvo nu introducere plug-in hybrider i hele sit modelprogram, samtidig med at man udvikler en række mindre eldrevne biler. Der skal også bygges en ren elbil, som kommer på markedet i 2019. Volvo giver ikke på nuværende tidspunkt flere oplysninger om bilen.

Volvo har allerede taget hul på den nye strategi med plug-in versionen af den store SUV Volvo XC90. Volvo 60-serien følger efter, og der vil også komme en plug-in hybrid af den nye S90 sedan.

Samtidig skal der udvikles en ny platform til den mindre 40-serie biler. Her bliver eldrift udgangspunktet.

»Nu er tiden inde til, at elbiler ophører med at være en nicheteknologi. Vi er overbeviste om, at i 2020 vil 10 pct. af Volvos salg på verdensmarkedet være elbiler,« fortæller Volvos koncernchef, Håkan Samuelsson.

Han tilføjer, at kombinationen af ydelse, effektivitet og miljøvenlighed bliver kendetegnende for Volvos kommende eldrevne biler.