Toyota vil udfase benzin- og dieselmotorer
I stedet skal brændselscelle- og hybridbiler reducere CO2-udslippet med 90 pct.
Ud med de kendte forbrændingsmotorer med benzin og diesel som brændstof og ind med brændselscellebiler og hybridbiler.
Det er ambitionen hos den japanske bilproducent Toyota, der netop har præsenteret en ny strategi frem mod 2050. Over de næste 35 år er det målet, at nye biler fra Toyota skal reducere CO2-udledningen med 90 pct. Sammenligningsgrundlaget er Toyotas 2010-modeller.
Frem mod 2050 vil Toyota stort set udfase de traditionelle forbrændingsmotorer. Udmeldingen kommer, samtidig med at Toyotas nærmeste konkurrent, VW-koncernen, er presset af skandalen med snydesoftware i millioner af dieselbiler.
De to bilkoncerner sælger begge lige omkring 10 mio. biler om året og kæmper indædt om at være verdens største bilproducent.
Som en yderligere ambition satser Toyota på, at hele bilproduktionen i 2050 skal ske uden udledning af CO2.
Toyota vil nå sit mål ved at skifte benzin- og dieselmotorerne ud med brændselscellebiler (brintbiler) og hybridbiler og plug in-hybrider. I 2050 vil man så kun sælge biler med forbrændingsmotorer i enkelte udviklingslande.
I dag er der typisk både en forbrændingsmotor og en elmotor i hybridbilerne, der så kan drives elektrisk, så længe der er strøm på batteriet og derefter slå over på forbrændingsmotoren. En anden løsning er, at forbrændingsmotoren producerer strøm, så bilen drives frem af elmotoren.
Det fremgår ikke klart, hvad Toyota vil sætte i stedet for forbrændingsmotoren i hybridbilerne, men producenten har tidligere overvejet brændselsceller.
»Brintbilen er jo i princippet også en hybrid med en brinttank, en brændselscelle og en elmotor. Desuden vil vi nok fortsat se nogle små benzinmotorer i hybridbilerne. Benzinmotorerne bliver jo stadig mere energieffektive,« forklarer Anders Tystrup, der er pressechef hos Toyota Danmark.
»Toyota satser på en række teknologier. Det kan være elbiler til de kortere ture typisk i byerne, hybrider og plug in-hybrider og brintbiler til de lidt længere ture,« tilføjer Anders Tystrup.
Toyota understreger, at hybridteknologien vil blive billigere og mere brændstoføkonomisk. Målet er, at hybridbilerne i gennemsnit skal køre 40 km/l. Koncernen forventer også, at brændselscellerne vil vinde indpas i busser og lastbiler.
Toyota, som netop har introduceret sin brintbil Mirai i Danmark, regner med, at sælge flere end 30.000 brintbiler om året fra omkring 2020. Allerede i 2017 forventer mærket at sælge de første - men kun få - busser med brændselsceller på hjemmemarkedet.
Hybridbilerne venter bilproducenten allerede nu at kunne sælge 1,5 mio. af om året, og i 2020 forventer man at have solgt sammenlagt 15 mio. hybridbiler.

