Iværksætter med is i maven vil tjene penge på frosset vand
Ismarkedet frøs til, efter at isterningeposen blev opfundet for næsten 40 år siden. Nu får verden en ny måde at lave isterninger på.
Hver vinter de seneste 15 år har Kim Jensen nærstuderet de knitrende sider i julekatalogerne. Og hvert år er han blevet lige forbavset over ikke at se isterningekværnen som årets julegaveidé.
Produktet har spøgt i hans hoved længe. Da han i 2001 var udstationeret i det solbeskinnede Texas, udviklede han en hang til nemme isterninger fra lejlighedens amerikanerkøleskab. Tilbage i Danmark blev han mindet om bøvlet med isterningeposer og bakker. Der var dog langt fra idéstadiet til et færdigt produkt, der kunne bringe isterningeproduktionen ind i et nyt årtusinde.
Da ingen endnu havde kastet sig over det lille hul i markedet i fjor, opsagde Kim Jensen sit job i Novo Nordisk og lånte en halv mio. kr. i banken for at sætte projektet i søen. En mellemting mellem isterningebakken og den automatiske isterningemaskine.
»Jeg sammenligner det med en grillstarter. Det er ikke noget problem for mig at bygge et lille tårn af kul og tænde op i grillen, men hold op, hvor er det meget lettere med en grillstarter, og jeg får brugt min grill meget mere,« siger Kim Jensen.
Allerede i år vil de første danskere kunne finde icebreakeren under juletræet.
Via Kickstarter kan man nemlig forhåndskøbe produktet og samtidig hjælpe produktionen i gang. I skrivende stund er projektet blevet støttet med 432.688 kr. - 210 pct. over målet på 200.000 kr.
Nogle opfindelser er tilsyneladende så gode, at de næsten sælger sig selv. Det var også tilfældet, da Erling Vangedal-Nielsen i 1977 fandt på isterningeposen.
Produktet har vundet indpas på markedet gennem flere end 30 år og bliver næppe udkonkurreret, før nogen finder på en dims, der kan sættes direkte på vandhanen og poppe isterninger ud, spår Erling Vangedal-Nielsen. Dermed frygter han heller ikke at blive tvunget af markedet af en iskværn.
»Men jeg synes, det ser lækkert ud. Det er flot design og en god ide, så jeg ønsker dem held og lykke med det,« siger han, der lige i øjeblikket selv arbejder med at udvikle engangsluftmadrasser, som ligner »meget store isterningeposer«.
Kim Jensen forventer at crowdfundingen gennem Kickstarter løber op i mellem 500.000 og 600.000 kr. Han er glad for, at investorer fra hele verden - særligt det amerikanske marked - har taget godt imod projektet, for det har ikke været uden udfordringer at præsentere produktet.
»Eksamenen er ikke kun at få en god idé, men også at få spredt ordet gennem markedsføring og social tilstedeværelse. Når man forsøger sig med crowdfunding, skal man helst både have en salgsafdeling, analyseafdeling, grafikere og eksperter i sociale medier. Vi var amatører på det felt,« siger Kim Jensen, hvis team af medhjælpere først får løn for deres arbejde, når produktionen kommer i gang.

