Fortsæt til indhold

Ny færge mellem Jylland og Sjælland viste sig at være et luftkastel

Påstået investor og en "afbrændt" havnefoged undrer sig over planerne, der dog heller ikke bliver til noget i denne omgang.

Erhverv
Kilde: Frederiksborg Amts Avis

Der bliver ingen færgesejlads mellem Hundested og Grenaa - i hvert fald ikke i denne omgang. Lavprisbusselskabet RødBillet, som i foråret meldte ud, at de ville genåbne den gamle overfart, som sidst sejlede i 1995, har lagt projektet i skrivebordsskuffen.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Den kapitalfond, som har købt Molslinien, skulle være med til at finansiere vores planer. De valgte i stedet at satse på at udvikle den eksisterende rute, og dermed forsvandt en stor del af det økonomiske grundlag, siger Thomas Hintze, direktør i RødBillet.

Meldingen om, at projektet er droppet, kommer ikke som en overraskelse på Hundested Havn.

- Det havde jeg nok gættet. Da projektet poppede op, tog jeg til Aarhus for at møde Thomas Hintze til et erhvervsmøde. Her brillerede han ved ikke at komme. Da han så blev væk fra et borgermøde også, havde vi nok opgivet ham, siger Søren Brink, havnefoged på Hundested Havn.

Til gengæld er overraskelsen stor hos kapitalfonden Polaris, som er de nye ejere af Molslinien.

De har nemlig aldrig været i kontakt med Thomas Hintze om hans planer.

- Det er ikke et projekt, vi har hørt om andet end fra medierne, og der har ingen dialog været overhovedet, siger Jan Johan Kühl, ledende partner i Polaris.

Der har på flere netfora dog været spekuleret i, om RødBillets interesse i færgeruten var reel eller en form for pression mod Molslinien for at få plads til deres busser på færgerne. Thomas Hintze forsikrer om, at planerne fra RødBillet var reelle nok. Han erkender dog, at pladsen til busserne også spillede en rolle.

- Det er nok en blanding. Det er klart, vi var interesseret i at få plads til vores busser på færgerne. Men hvis Molslinien ikke sejlede mere, så kunne vi se et forretningsgrundlag. Noget der manglede, siger Thomas Hintze.
Han erklærer nu sin støtte til Molslinien og de nye ejere.

Artiklens emner
RødBillet
Polaris