Vestas-kunde har nyt projekt i støbeskeen
Projektudvikleren EDF Renewable Energy, der ofte køber vindmøller hos Vestas, er godt på vej med udviklingen af et nyt vindmølleprojekt i Texas, hvor det frem mod udgangen af 2016 vil opføre og idriftsætte vindmølleparken Tyler Bluff på 123 megawatt.
80 pct. af strømmen fra parken vil blive aftaget af forbrugsvaregiganten Procter & Gamble. Det kom frem mandag i forbindelse med et arrangement i Det Hvide Hus, hvor en stribe store virksomheder, herunder Procter & Gamble, underskrev en aftale med mål om at dække 30 pct. af virksomhedernes energiforbrug gennem vedvarende energiformer i 2020.
Det indledende arbejde på Tyler Bluff-projektet blev påbegyndt sidste år for at kvalificere projektet til den nu udløbne skatterabat, PTC, men møllerne vil først blive leveret i 2016. Det siger Tristan Grimbert, der er administrerende direktør hos EDF Renewable Energy, ifølge fuelfix.com. Det er endnu ikke blevet meldt ud, hvem der skal levere møllerne til projektet.



