Whistleblower kaster lys på byggekartel i retten

To sorte notesbøger, som bagmandspolitiet fandt hos håndværkerfirmaet Julius Nielsen & Søn, er grunden til, at et tømrerfirma fra Allerød onsdag sad på anklagebænken i Retten i Hillerød. Bagmandspolitiet – også kendt som Statsadvokaten for Særlig International og Økonomisk Kriminalitet - kræver en bødestraf på 550.000 kr., men firmaet nægter sig skyldig.

Retssagen er den første af i alt syv sager i kartelsagen, der skal for domstolene. Der falder dom om en uge.

Siden 2010 har bagmandspolitiet været i gang med at efterforske sagen, som konkurrencemyndighederne har døbt "Det Store Byggekartel". Kartelsagen involverer en lang stribe virksomheder, som har udvekslet oplysninger om priser og i flere tilfælde har skruet priserne op, aftalt hvem der skulle vinde og delt merprisen imellem sig.

Det tiltalte firma, som var omdrejningspunktet i retten onsdag, hedder Handelskabet af 4.7.2011 i dag. Før et salg af virksomheden i sommeren 2011 hed det Axel Rasmussen & Søn.

De sorte bøger, som tilhørte den daværende adm. direktør i Julius Nielsen & Søn, Mogens Madsen, indeholdt adskillige optegnelser af licitationer og forskellige beløb ud for forskellige virksomheder. 30.000 kr. var anført ved Axel Rasmussen & Søn, og beløbet skulle have tilknytning til en licitation for en entreprise for Forsvarets Bygnings- & Etablissementstjeneste, som Axel Rasmussen & Søn vandt i 2006.

»Notesbøgerne er nogle bøger, vi skrev i, hvis vi havde lavet aftaler om licitationer,« fortalte Mogens Madsen, da han afgav sin vidneforklaring.

Efter at konkurrencemyndighederne havde fundet notesbøgerne under ransagningen hos Julius Nielsen & Søn, valgte Mogens Madsens advokat at kontakte dem for at blive whistleblower for at slippe for straf eller få strafnedsættelse. Bagmandspolitiet har givet Julius Nielsen & Søn tilsagn om straffrihed, hvis virksomheden fortsat samarbejder.

Tiltalen går specifikt på, at Axel Rasmussen & Søn skulle have indgået en aftale med Julius Nielsen & Søn. De havde ifølge anklageskriftet bl.a. udvekslet oplysninger om priser, før de begge afgav bud på entreprisen for Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste. Samtidig mener bagmandspolitiet, at de to firmaer aftalte, at Axel Rasmussen & Søn, som vandt udbuddet, skulle betale Julius Nielsen & Søn 30.000 kr., som stod nævnt i notesbøgerne, som del af aftalen om, hvem der skulle vinde entreprisen.

Anklagemyndigheden spurgte ind til, hvad de 30.000 i notesbogen betød. Til det svarede Mogens Madsen:

»Det betyder, at vi får en pris fra dem plus 30.000 kr. i udregningsvederlag. Axel Rasmussen & Søn skulle have jobbet.«

Han forklarede, at et udregningsvederlag i bund og grund handler om at få betaling for de omkostninger, virksomhederne har i forbindelse med udregning af tilbud. Hvis f.eks. fire virksomheder skal byde på en opgave, mødes de og bliver enige om, hvad tilbudsomkostningerne har været. Hvis man så bliver enige om eksempelvis 25.000 kr. pr. virksomhed, lægger alle fire virksomheder 100.000 kr. oveni deres tilbud, så den, der vinder opgaven, kan betale virksomheden selv, og konkurrenterne kan få dækket omkostningerne, forklarede han.

»Den, der er billigst, er stadig billigst. Man lagde udregningsomkostningerne ovenpå,« sagde Mogens Madsen.

Han kunne dog ikke svare på, om de 30.000 kr., der er omtalt i sagen mod Axel Rasmussen & Søn svarede til de faktiske tilbudsomkostninger. Der var gået for lang tid, sagde han.

Til spørgsmålet om, hvordan de konkurrerende håndværkerfirmaer typisk efterfølgende betalte hinanden de såkaldte udregningsvederlag, forklarede Mogens Madsen, at det skete gennem fiktive fakturaer på udlejning af maskiner eller arbejdskraft, som firmaerne fremsendte til hinanden.

En anden medarbejder fra Julius Nielsen & Søn var også indkaldt som vidne. Han bekræftede, at praksis havde været, at forskellige håndværkerfirmaer aftalte en procentsats, som blev lagt oveni tilbuddene. Det skete på forlicitationer typisk dagen før, at den rigtige licitation skulle finde sted.

Men i sagen mod Axel Rasmussen & Søn har der at dømme ud fra vidneforklaringerne og bevismaterialet i sagen ikke været tale om en forlicitation. Kontakten skulle angiveligt være indledt til et besigtigelsesmøde for den entreprise, der skulle udføres.

Det fortalte en anden Julius Nielsen & Søn-medarbejder, der vidnede i retten. Han forklarede, at aftalen gik på, at Julius Nielsen & Søn fik 30.000 kr. for ikke at have afgivet tilbud på entreprisen. Dermed modsagde han Mogens Madsens forklaring om udelukkende at få dækket tilbudsomkostninger.

Som bevismateriale fremlagde bagmandspolitiet bl.a. tilbudsdokumenter sendt på fax fra Axel Rasmussen & Søn til Julius Nielsen & Søn. Daværende indehaver og direktør i Axel Rasmussen & Søn, Henrik Rasmussen, fortalte, at han kunne genkende virksomhedens faxnummer, men afviste at have sendt faxen. Han nævnte en anden tidligere medarbejder fra Axel Rasmussen & Søn, som måske kunne have afsendt dokumenterne – et navn, som gik igen i flere af vidneafhøringerne. Alligevel havde bagmandspolitiet ikke indkaldt vedkommende som vidne i sagen.

Henrik Rasmussen selv risikerer ikke at få en bøde for sit ansvar som direktør, da hans sag er forældet. Hans advokat, Martin Utiger fra August Jørgensen Advokater, argumenterede også for, at sagen mod virksomheden er forældet. Desuden påpegede advokaten, at det slet ikke var bevist under retssagen, at Axel Rasmussen & Søn havde betalt konkurrenten de 30.000 kr., og at det kunne skyldes, at det aldrig var blevet aftalt. Han stillede samtidig spørgsmålstegn ved, hvad bevissikkerheden for de sorte bøger er.