Bestyrelser risikerer at blive hægtet af digital revolution
Internationale bestyrelser bruger mindre tid på digitaliseringen end for få år siden, viser ny undersøgelse. Det kan i værste fald koste virksomheder livet, hvis bestyrelserne ikke er klædt ordentligt på til den digitale tidsalder, advarer eksperter og nogle af landets tungeste bestyrelsesprofiler.
Trods en eksplosiv digital udvikling over alt i samfundet kniber det med fokus på digitalisering i bestyrelseslokalerne, og det kan i værste fald få fatale konsekvenser for forretningen i mange virksomheder.
Sådan lyder advarslen fra flere eksperter og professionelle bestyrelsesprofiler, efter at en ny international undersøgelse foretaget af konsulenthuset PwC konkluderer, at bestyrelserne i globale virksomheder bruger færre ressourcer på it-strategi.
Under halvdelen af knap 800 adspurgte bestyrelsesmedlemmer siger, at de vil bruge ekstra tid på it-strategi. Det er en tilbagegang på ni procentpoint i forhold til en tilsvarende undersøgelse i 2013.
Det kan virke påfaldende, at man tilsyneladende ikke er mere opmærksomme på it-strategiKim Füchsel, partner og direktør, PwC
»Det kan virke påfaldende, at man tilsyneladende ikke er mere opmærksomme på it-strategi med den udvikling, der pågår i øjeblikket,« siger Kim Füchsel, partner og direktør i PwC.
Verden har set flere eksempler på digitale omvæltninger - på engelsk disruptive technologies. Blockbuster blev overhalet af Netflix, Airbnb erobrer kunder fra hotelkæderne, og Danske Bank har sat sig på mobile betalingsløsninger for at nævne et par eksempler.
Professor Jesper Lau Hansen, Københavns Universitet, er kritisk over for manglende digitalt fokus i bestyrelser.
»Det at forstå digitalisering er meget væsentligt for virksomheder. Man kan godt frygte, at virksomhederne undervurderer, hvor vigtigt det er, og de risikerer at blive overhalet indenom af konkurrenter, hvis de ikke tager digitalisering alvorligt,« siger Jesper Lau Hansen.
Rekrutteringsbureauet Odgers Berndtson testede i november direktørernes vurdering af deres bestyrelsers it-kompetencer. Her svarede 62 pct., at bestyrelserne ikke havde specielle digitale kompetencer.
»Alle bestyrelser bør have digitalisering på agendaen. Bestyrelsen har ansvaret for, at virksomheden har en strategi og skal løbende kunne udfordre ledelsen,« siger Lars Smith, partner i Odgers Berndtson.
Lone Fønss Schrøder, som sidder i bestyrelsen for Volvo, Ikea og Saxo Bank, frygter for virksomhedernes overlevelse.
»For mange bestyrelser er digitalisering stadig kun punkter i en præsentation. Det er bydende nødvendigt, at bestyrelserne sætter sig ind, hvad digitalisering betyder for forretningen, for alle industrier bliver ramt af denne udvikling,« siger Lone Fønss Schrøder.

