Mols-Linien opjusterer regnskab inden vigtig generalforsamling
Positiv trafikudvikling får rederiet Mols-Linien til at hæve forventningerne til resultatet for 2015.
Mols-Linien har fået flere kunder end budgetteret og opjusterer derfor forventningerne til årets resultat.
Tidligere ventede rederiet et overskud efter skat på 50-60 mio. kr., men sigter nu mod 60-70 mio. kr. Det skriver Mols-Linien i en selskabsmeddelelse.
I perioden januar-september 2015 overførte rederiets tre katamaranfærger godt 11 pct. flere personbiler i samme periode i 2014 og har dermed øget sin markedsandel i forhold til Storebæltsbroen fra 8,7 pct. til 9,2 pct.
Samtidig har Mols-Linien fastholdt den gennemsnitlige indtjening pr. bil, hvilket har medført en fremgang i omsætningen. Selskabet forventer en likvid beholdning ved årets udgang på mellem 90 og 100 mio. kr. efter betaling af depositum for færgen KatExpress 3.
Opjusteringen af overskuddet kommer dagen før en afgørende generalforsamling i Aarhus, hvor aktionærerne blandt andet skal tage stilling til, om rederiet skal afnoteres fra fondsbørsen i København.
En gruppe mindre aktionærer kæmper for, at kapitalfonden Polaris' ønske om at afnotere rederiet bliver aflyst. Polaris ejer 80 pct. af aktierne i Mols-Linien.


