Steffen Frølund vil være dealbranchens svar på Trivago
Den danske it-virksomhed Bownty har fået 25 mio. kr. til at fortsætte aggressiv vækst. Nye opkøb på vej.
Hver tredje måned vil Steffen Frølund åbne sin forretning i et nyt land.
Han er direktør og medstifter af Bownty, der samler tusindvis af deals fra forskellige hjemmesider ét sted, og som siden starten i 2010 er blevet den største aktør på det europæiske marked med millioner af brugere.
I denne uge fik Bownty en investering på 25 mio. kr., der skal bruges til at markedsføre selskabet vidt og bredt og erobre nye markeder.
»Pengene betyder, at vi kan skifte gear og accelerere væksten. Først og fremmest skal vi udbygge vores position på vores eksisterende markeder, men vores forretningsmodel gør, at det er forholdsvis let at indtage nye markeder. Og der er masser af interessante lande,« siger Steffen Frølund.
Bownty er til stede i otte europæiske lande indtil videre og har siden januar mere end fordoblet sit medarbejderantal til knap 40. Snart flytter selskabet i nyt, stort hovedkontor på Strøget i København.
Steffen Frølund sammenligner sig med selskaber som Momondo og Trivago, der er førende inden for søgninger på hhv. flyrejser og hoteller. Sidstnævnte omsatte for 414 mio. dollars – godt 2,7 mia. kr. – i fjor.
»Vi skal være mindst lige så succesfulde som dem,« siger Steffen Frølund, der både vil vokse via markedsføring og opkøb af konkurrenter.
I 2014 købte Bownty sin største europæiske konkurrent, spanske Yunait, og også et par mindre aktører er blevet opslugt af den danske it-virksomhed. Aktuelt er Bownty i dialog med flere selskaber.
»Hvis vi kan se et opkøb, der giver samme økonomiske rationale som at markedsføre sig på et nyt marked, gør vi gerne det. Som den største spiller i Europa har vi en masse mindre konkurrenter, som matcher vores produkt. Kan vi indlede en dialog med dem og finde et godt prispunkt, er det attraktivt for os,« siger Steffen Frølund.
Han vil heller ikke afvise, at Bownty skal ud og rejse flere penge på et senere tidspunkt.
»Vi er ikke på kapitaljagt det næste stykke tid, men hvis flere kroner kan sætte ekstra ild til bålet, er vi til at snakke med. Hvis en investor har lyst til at putte penge i os, og vi kan se meningen med det, så er vi åbne for muligheden,« siger Steffen Frølund.

