Kan opgraderet Dankort gøre dig til en mere loyal kunde?
Supermarkedskæden Meny bruger Dankortet som ny kundeklub. Selskabet bag det danske betalingskort vil have flere andre butikskæder til at bruge samme løsning - og dermed holde fart i brugen af det kort.
Dankortet vil spille en ny rolle i detailhandlen. Betalingskortet skal også bruges som klubkort - og dermed være med til at fastholde forbrugerne i bestemte supermarkeder og butikker.
Meny-kæden under Dagrofa er som den første klar med den løsning. Meny lancerer et såkaldt fordelsprogram, hvor forbugerne kan sikre sig rabatordninger og samtidig få skræddersyede tilbud ud fra deres interesser samt daglige indkøb. Alt sammen bundet op på Dankortet.
»Vi vil gøre op med de mange klubkort til kæder og butikker, som fylder danskernes punge. Samtidig får vi muligheder for at give den enkelte kunder helt målrettede tilbud med den underliggende teknik,« siger marketing- og onlinedirektør Christian Higraff, Meny.
Det nye tiltag med Dankortet som kundekort kommer netop samtidig med, at andre betalingsformer som Mobilepay og Swipp også vinder frem i detailhandlen – som konkurrence til dankort. Hos Nets, der står for Dankortet, er der dog store forventninger til dets nye rolle.
»Med 5,5 mio. udstedte Dankort, og over 80.000 butikker der kan tage imod Dankort, forventer vi klart, at flere andre kæder snart følger efter. Teknikken har været klar siden i fjor til, at det kan erstatte separate klubkort,« siger senior vicepresident Jeppe Juul-Andersen, der har ansvar for Dankort i Nets.
Dagrofa lancerede tidligere i år Meny-kæden efter norsk forbillede. En række SuperBest- og Spar-butikker er omdannet til den nye kæde, der nu har 119 danske supermarkeder. Med det nye fordelsprogram er målet - ud over at gøre kundeklubben mere enkel - også at sikre endnu større loyalitet fra kunderne.
»Vi vil gerne vende begrebet loyalitet om, så vi vil fastholde loyalitet over for trofaste kunder med en kontant rabat på de varer, som den enkelte køber mest af,« mener Christian Higraff, Meny.
I netop detailhandlen er der stort fokus på medlems-/klubkort og brugen i loyalitetsprogrammer. Hos Coop Danmark kan forbrugere, der også bruger dagligvarekoncernens egen bank, eksempelvis allerede kombinere medlemskortet med bankens betalingskort.

