Teleselskabet 3's indtjening dykker trods kundevækst
Teleselskabet "3" fortsatte med at vinde kunder i tredje kvartal, hvor 12.000 mobilkunder blev lemmet ind i folden på det danske marked.
Til gengæld falder indtjeningen.
Det fremgår af regnskabet fra det svenske investeringsselskab Investor AB, som ejer 40 pct. af aktierne i teleselskabet.
Trods kundevæksten må selskabet se indtjeningen falde på det danske marked. "3" hentede i tredje kvartal et driftsoverskud, EBITDA, på 146 mio. kr., hvilket er en tilbagegang fra 175 mio. kr. i den samme periode året før. Overskudsgraden er dog blevet løftet til 23 pct. fra 21 pct. i samme periode året før. Salget i Danmark faldt til 638 mio. kr. mod 858 mio. kr. i kvartalet sidste år.
Samlet steg antallet af abonnenter hos "3" med 42.000, hvoraf de 30.000 skal findes i Sverige. Og som nyt tiltag bider teleselskabet både Spotify og Apple Music i haserne og tilbyder nu gratis data for musik til abonnenter i Sverige.
I de seneste par uger har teleselskaberne på det danske marked valgt at skrue op for prisen op på de billigste abonnementer anført af TDC. Men umiddelbart er der ikke nyt på den front fra "3" i forbindelse med regnskabet for årets tredje kvartal.
"3" er ejet af det svenske investeringsselskab Investor AB, der ejer 40 pct. af aktierne i selskabet, samt konglomeratet Hutchison Whampoa, som sidder på de resterende 60 pct. af aktierne.


