Aarhus Elite vælger to nye bestyrelsesmedlemmer
/ritzau/FINANS
Aarhus Elite, der er selskabet bag fodboldklubben AGF, har fredag valgt to nye medlemmer til sin bestyrelse, efter at Michael Vad og Jens Harmsen efter eget ønske udtræder dags dato.
Det fremgår af et referat af fredagens ordinære generalforsamling i selskabet.
De to nyvalgte medlemmer til Aarhus Elites bestyrelse er Carsten Nørland og Simon Schiølin.
Lars Fournais, Jesper Ørskov Nielsen, Erik Meineche Schmidt og Uffe Jakobsen blev alle genvalgt til bestyrelsen, som siden konstituerede sig med Lars Fournais som formand og Jesper Ørskov Nielsen som næstformand, oplyser Aarhus Elite.


