Fortsæt til indhold

Bank: Vent med at købe Mærsk selv om prisen er lav

A. P. Møller-Mærsk-aktien er attraktivt prissat, mener Nordea, men det er endnu for tidligt at købe op, da ikke engang Mærsk selv kan se nogen bedring forude på containermarkedet.

Erhverv
Ritzau Finans

Det fremgår af en morgenkommentar.

Mærsk-aktien tog et dyk på 5,2 pct. efter fredagens nedjustering, og er på papiret attraktivt prissat ved den nuværende kurs. Men Nordea er bekymret for, at Mærsk ikke selv kan se nogen umiddelbar forbedring forude, og venter derfor ikke, at aktien vil genvinde det tabte terræn lige med det samme.

- Aktien er attraktivt prissat efter det seneste kursfald, men det er bekymrende, at rederiet endnu ikke kan se nogen bedring i fragtraterne forude. Derfor er der næppe udsigt til, at aktien vender rundt på kort sigt, selvom der er god værdi for den langsigtede investor, skriver chefaktiespecialist Michael Borre i Nordea, og anbefaler derfor ikke at købe aktien endnu.

Fredagens nedjustering skyldtes udelukkende et fortsat svagt containermarked, som gør, at Mærsk nu venter et overskud i Maersk Line på 1,6 mia. dollar, 600 mio. dollar lavere end ved halvårsregnskabet i august. For gruppen ventes som konsekvens heraf et underliggende resultat på 3,4 mia. dollar i 2015 mod tidligere ventet 4,0 mia. dollar.

Mærsks B-aktie lukkede fredag i 9.925 kr.

Artiklens emner
Maersk Line
A.P. Møller - Mærsk