Slik, chips eller grønt? Disse dagligvarer er oftest på tilbud
Danmark er det land i Norden, hvor flest dagligvarer sælges på tilbud.
Dagligvarekæderne i Danmark taler alle om at fremme en sundere livsstil blandt danskerne. Men kigger man på deres ugentlige tilbudsaviser, er trenden svær at få øje på.
Knap 10 pct. af samtlige varer i tilbudsaviserne er slik, chips, kager og sodavand, viser en ny analyse fra konsulenthuset iCoCo, der har gennemgået over 200.000 tilbudsvarer i perioden 2013-2015.
Ifølge direktør Claus Nykjær må dagligvarekædernes gode intentioner vige for hensynet til de store mærkevareleverandører, der ofte er at finde i de usunde varekategorier, og som betaler kæderne store summer for at få deres produkter eksponeret.
»Det er de rå markedskræfter, der er i spil. For leverandørerne er tilbudsaviserne et meget stærkt våben til at vinde markedsandele, og dagligvarekæderne vil nok nødigt sige farvel til en stor del af deres markedsføringstilskud,« siger han.
Andelen af usunde varer i tilbudsaviser har stort set ikke flyttet sig de seneste mange år, og det er mærkevarer som Toms, Mondelez, Haribo, Pepsi og Coca-Cola, der fylder mest. Ser man på tilbudsaviserne som helhed, er Arla, Unilever og Tulip de tre største annoncører.
Vin topper listen over de mest brugte varegrupper i tilbudsaviserne efterfulgt af kolonialvarer, mejeriprodukter, fersk kød og personlig pleje. I bunden finder man varegrupper som æg, konserves og babymad.
Ifølge Claus Nykjær er tilbudsaviserne enormt effektive til at hive kunder i butikken – og dermed øge omsætningen – hvilket afspejler sig i, at mængden af tilbudsaviser er den samme nu som for år tilbage. Samtidig er Danmark det land i Norden, hvor flest dagligvarer sælges på tilbud.
Hos Coop Danmark, der bl.a. driver kæderne Fakta, Kvickly, SuperBrugsen og Irma, mener man, at fordelingen af varer i tilbudsaviserne primært indikerer, hvad kunderne ønsker at købe.
»Hvis vi ikke var konkurrencedygtige på også de usunde varer, ville vi sende kunderne direkte over i konkurrenternes arme – og det ønsker vi ikke. Denne varegruppe har en betydelig omsætning, som man ikke bare kan fjerne,« siger informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen.
Også hensynet til leverandørerne, der ønsker deres produkter markedsført, spiller ind, understreger han.
Men I siger jo selv, at I er interesseret i at fremme sundhed. Hvorfor skruer I så ikke ned for de usunde varer i jeres tilbudsaviser?
»Måden at fremme sundhed på er ikke ved at sælge færre usunde varer, men ved at sælge flere sunde varer. Derfor fylder frugt og grønt, økologi og nøglehulsmærkede varer også mere i vores tilbudsaviser end tidligere. Vi forsøger at tilbyde mere inspiration, flere nyheder og mere kvalitet, så det ikke kun handler om at sælge en kasse øl til den lavest mulige pris,« siger Jens Juul Nielsen.


