Fortsæt til indhold

Bankdirektører: En hård kamp venter

Lave renter og skarp konkurrence er en ildesmagende cocktail for bankernes bundlinjer.

Erhverv

Kravet er ens fra alle sider af bankverdenen: Mere, tak.

Vokser forretningen ikke, så skrumper bundlinjen drastisk i en tid, dar lave renter sammen med skarp konkurrence om stagneret udlånsmarked har sat bankerne under et pres, der tydeligvis både overrasker og skuffer deres aktionærer.

Tirsdag faldt Sydbank brat efter et skuffende regnskab, og onsdag var det så Spar Nords tur til at skuffe markedet, der i skrivende stund har sendt aktien ned med 6,57 pct.

»De forventninger, vi selv har meldt ud, dem fastholder vi jo. Men markedet har bare haft en højere forventning til indtjeningen, og nok især på rentesiden. Det, at toplinjen er under pres i den grad, vi nu ser, er kommet bag på folk, og jeg tror at det er det, vi ser markedet reagere på,« siger Spar Nord-topchef Lasse Nyby. Han tror, at situationen med pres på bankernes vigtigste indtjeningsmotor vil fortsætte en rum tid endnu:

»Vi må erkende, at der ikke er udsigt til, at ECB (den europæiske centralbank, red.) strammer renteskruen, men måske snarere er på den lempelige side. Så kan vi håbe på, at den danske valutasituation bliver sådan, at Nationalbanken begynder at trække sig lidt tilbage fra -0,75, men det virker mindre sandsynligt i dag, end det gjorde for bare to uger siden.«

»Samtidig må vi erkende, at både erhvervs- og privatkunder stadig har meget indlån at tære af. Udlånet vokser altså nok heller ikke, så skal man have mere, skal man hente det fra konkurrenterne - og det skærper selvfølgelig konkurrencen,« siger Spar Nord-chefen.

Samme toner lød i går fra Sydbank, hvis aktie faldt med over ni pct. efter et skuffende regnskab og en strategiplan, nogle analytikere anså for uambitiøs. Og sidste uge lød samme tone fra bankduksen Ringkjøbing Landbobank:

Sydbanks regnskab og nye strategiplan blev offentliggjort 10:52. Straks efter steg handlen i aktien markant - men kursen kendte kun én vej.

»Rentemarginalen er kun gået den forkerte vej, og jeg tror også, at vi ser det samme i 2016. Din toplinje skal vokse med noget nær 5 pct. om året, hvis du skal holde fast i din bundlinje,« forklarede Ringkjøbing-direktør John Fisker.

To af de største danske banker, Jyske Bank og Danske Bank, aflægger regnskab torsdag morgen.

Artiklens emner
Lån & Spar Bank
Jyske Bank