Fortsæt til indhold

Kvinder rykker frem i engelske bestyrelser

Hver fjerde medlem af bestyrelserne i de største britiske virksomheder er nu en kvinde, men færre end hver tyvende direktør er en kvinde.

Nu vil englænderne have, at hver tredje bestyrelsesplads skal besættes af en kvinde inden 2020.
Erhverv

Der er kommet langt flere kvinder i engelske bestyrelser, men ikke flere kvindelige direktører.

Den konklusion toner frem, når englænderne i en ny rapport evaluerer udviklingen i de børsnoterede virksomheder i FTSE-indekset.

Englænderne satte sig for fem år siden en målsætning om, at hvert fjerde bestyrelsesmedlem i de største engelske virksomheder skulle være en kvinde.

Det mål har de nået og lidt til. I dag sidder kvinderne på 26 procent af posterne i bestyrelserne i de største virksomheder — dvs. det såkaldte FTSE100-indeks. Det er mere end en fordobling på de fem år. I 2010 var 12,5 pct. af bestyrelsesposterne i FTSE100 besat af kvinder.

Men kradser man i tallene, viser det sig, at antallet af kvindelige topchefer er stagneret i samme periode. Blot 5 pct. af de adm. direktører i FTSE-100 er kvinder, og det er præcist lige så mange, som der var i 2015.

Det viser den såkaldte Davies rapport, som er opkaldt efter Lord Davies of Abersoch, der har ledet kampagnen.

Læs Davies-rapporten her.

Lord Davies fokuserer på de positive nyheder i rapporten om, at der er kommet flere kvinder i bestyrelserne.

»Vi forventede ikke den revolution, som har fundet sted i bestyrelserne eller den dybe kulturelle forandring, som har fundet sted i hjertet af britisk erhvervsliv. Og hvis vi skal være ærlige, så var vi ikke helt overbeviste om, at forretningslivet ville tage udfordringen op, og at vi ville opnå 25 pct.,« udtaler Lord Davies i rapporten.

Lord Davies styregruppe har nu sat sig den målsætning, at en tredjedel af bestyrelsespladserne skal være besat af kvinder inden for de næste fem år.

Rapporten giver også andre tal fra Europa. I Danmark er knap 22 pct. af bestyrelsespladserne i det danske C20-indeks besat af kvinder. I Norge sidder kvinderne på 35,1 pct. af posterne i de store børsnoterede virksomheder, og dermed løber nordmændene med 1. pladsen.