Stefan Plenge satser alt i en branche, hvor de færreste tjener penge
Netsupermarkedet Nemlig.com kommer igen til at lave underskud, siger direktør Stefan Plenge. Kæmpeinvestering i nyt varelager skal vende om på det hele.
Stefan Plenge mener det seriøst, når han siger, at Nemlig.com vil ændre danskernes måde at købe dagligvarer på.
Med en trecifret millioninvestering i et nyt logistikcenter har han sammen med bestyrelsesformand og Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen taget endnu et skridt i kampen mod de traditionelle dagligvarekæder. Konsekvensen kan aflæses direkte på bundlinjen.
I 2014 fik Nemlig.com et underskud på 30,5 mio. kr., og heller ikke i år er der udsigt til overskud i det storsatsende netsupermarked.
»Vi driver virksomheden med det udgangspunkt, at den skal tjene penge, men det er utopi at tro, at vi kan give overskud nu, når vi laver så store investeringer. Vi bruger penge, fordi det er nødvendigt for at løfte forretningen til næste niveau,« siger direktør Stefan Plenge.
I 2014 var 28 firmaer herhjemme beskæftiget med salg af dagligvarer online, og de havde et gennemsnitligt underskud på 635.000 kr., viser en brancheanalyse fra NN Markedsdata. Året forinden var underskuddet 248.000 kr.
Det er dog ikke svigtende omsætning, der gør, at bundlinjen i Nemlig.com er svær at blive betaget af. Faktisk voksede selskabets omsætning med 150 pct. i fjor, og skal man tro diverse meldinger fra direktøren, er den godt på vej til at runde én milliard kroner.
»Vi leverer fra Helsingør i nord, til Køge i syd og Roskilde i vest, men ambitionen er at blive landsdækkende. Den mulighed har vi nu. Hvornår vi trykker på knappen, ved jeg ikke endnu, men der går ikke mange år.«Stefan Plenge, stifter og direktør i Nemlig.com.
Stefan Plenge kalder det nye, store varelager i Brøndby for den vigtigste investering, som Nemlig.com har foretaget, siden Anders Holch Povlsen i januar 2014 købte 49 pct. af selskabet.
Sammen har de to iværksat en ny strategi, der kaster millionstore underskud af sig, men på længere sigt skal gøre Nemlig.com til en magtfaktor i den danske dagligvarebranche.
»Vi leverer fra Helsingør i nord, til Køge i syd og Roskilde i vest, men ambitionen er at blive landsdækkende. Den mulighed har vi nu. Hvornår vi trykker på knappen, ved jeg ikke endnu, men der går ikke mange år,« siger Stefan Plenge.
Det nye varelager betyder samtidig, at Nemlig.com kan gøre tiden fra bestilling til levering kortere og udvide sit sortiment, der for nuværende består af over 8.000 varer. Ifølge Stefan Plenge får Nemlig.com mulighed for at købe ind i langt større mængder, hvilket giver bedre priser.
»Det handler om volumen, volumen, volumen, fordi marginalerne i branchen er små,« siger Stefan Plenge, der ikke afviser, at der også skal andet end dagligvarer på hylderne.
Nemlig.com beskæftiger over 400 medarbejdere foruden selvstændige vognmænd og regner med at øge medarbejderstaben med 30 pct. i 2016.

