Fortsæt til indhold

Spillefugle og musikelskere lægger flere penge i Tivoli

Omsætning og bundlinje voksede i Tivolis sommersæson. Væksten var drevet af onlinekasino og Koncertsalen.

Erhverv
/ritzau/

Københavns gamle forlystelseshave Tivoli kan se tilbage på en forårs- og sommersæson, hvor flere gæster strømmede til, og hvor både omsætning og bundlinje voksede.

I alt besøgte 3,1 millioner gæster Tivoli i årets første ni måneder, hvilket er syv procent flere end i samme periode 2014. Resultatet før skat steg 41 procent i forhold til samme periode sidste år og landede på 25,3 millioner, oplyser Tivoli. Topchefen er tilfreds.

- Fremgangen kan tilskrives øgede aktiviteter i Koncertsalen og Glassalen, øget aktivitet primært i det danske onlinekasino samt flere åbningsdage i 2015 end året før, siger administrerende direktør i Tivoli, Lars Liebst, i meddelelsen.

- Vi finder omsætningsfremgangen og resultatet for de første ni måneder tilfredsstillende og glæder os over, at Tivoli ikke bare fastholder, men øger publikums interesse for de aktiviteter, vi tilbyder, tilføjer han.

I alt havde Tivoli en omsætning på 678 millioner kroner, hvilket er 13 procent mere end sidste år.

Artiklens emner
Tivoli
Lars Liebst