Jesper Lok i bestyrelsen for Esvagt
Esvagt A/S får Jesper Lok, tidligere direktør for Falck Emergency og DSB, som nyt bestyrelsesmedlem.
Et af de førende sikkerheds- og serviceselskaber i offshore-industrien Esvagt A/S har fået et nyt medlem i bestyrelsen.
Det er Jesper Lok, som er tiltrådt 1. november. Jesper Lok forlod i oktober posten som administrerende direktør for Falck Emergency efter kun 10 måneder, da han tabte en langvarig magtkamp med Falcks mangeårige topchef Allan Søgaard Larsen.
Jesper Lok har også arbejdet som administrerende direktør for DSB fra 2012 til 2014 og forlod selskabet efter eget ønske.
Jesper Lok har stor udenlandserfaring fra sit arbejde i A.P Møller - Mærsk fra 25 år i Japan, Taiwan, Pakistan og Nigeria.
»Vi er glade for, at Jesper har sluttet sig til Esvagt som bestyrelsesmedlem. Vi er overbeviste om, at Esvagt vil få gavn af Jespers indgående kendskab til shippingindustrien og hans internationale baggrund,« skriver 3i Infrastructure plc og AMP Capital, som er aktionærer i Esvagt, i en pressemeddelelse.
Jesper Lok sidder i øjeblikket i bestyrelsen hos både Danish Crown og J. Lauritzen, mens han er næstformand i bestyrelsen for Danmarks Skibskredit.
»Takket være dets fokus på kvalitet og sømandsskab har Esvagt kunnet sikre fortsat vækst de seneste år. Jeg ser frem til at assistere de nye ejere og ledergruppen på at fortsætte den udvikling,« siger Jesper Lok.

