Fortsæt til indhold

Hver tiende danske selskab er levende død

Hver tiende danske virksomhedsselskab er så nødlidende, at de har svært ved at afdrage på deres gæld, viser en ny analyse.

Erhverv

De kører med underskud, de har belånt 90 pct. af virksomheden, og så har de en lav kreditværdighed.

Så slemt står det til i hver tiende danske virksomhed. Det viser en analyse som brancheforeningen for de danske revisorer FSR har lavet i samarbejde med analysevirksomheden Experian.

Danske revisorer advarer om, at virksomhederne bliver holdt kunstigt i live.

»Vi har en situation, hvor en relativ stor del af danske selskaber henslæber en tilværelse som levende-døde selskaber uden fremtidsudsigter. Det er selskaber, der ikke kan låne penge, og som ikke kan investere og innovere. De bliver holdt kunstigt i live, alt imens de mister kunder, medarbejdere og økonomien sander mere og mere til«, siger erhvervspolitisk direktør Tom Vile Jensen fra FSR.

Han vurderer, at den lave rente er med til at forhindre, at de nødlidende selskaber går konkurs. Med lave renter – og dermed en lav pris på gæld – undlader flere kreditorer at stille krav om, at selskabernes skal betale af på gælden.

»En del af disse selskaber bliver uden tvivl holdt i live af deres kreditorer, der ikke ønsker at nedskrive deres tab. På lidt længere sigt er der dog en stor risiko for, at mange af disse selskaber bliver erklæret konkurs. Dermed stopper al aktivitet i selskaberne, og den værdi og de arbejdspladser, som selskaberne repræsenterer, forsvinder« siger Tom Vile Jensen.

Over halvdelen af de danske selskaber havde sidste år underskud før renter og skat, viser analysen. Det betyder, at de reelt ikke har haft en indtjening til at dække renter og afdrag. Omkring hver tiende af de selskaber har oven i købet en soliditetsgrad under 10, hvilket betyder, at de har belånt 90 pct. af virksomheden og ikke har meget mere at trække på der.

Endelig har hver tiende selskab underskud, soliditetsgrad under 10 pct. og en lav kreditrating, hvilket gør det svært for dem at låne yderligere penge. Det er de virksomheder, som FSR og Experian kalder for zombier.

Experian sætter spørgsmålstegn ved, om der er gavnligt at holde zombierne i live.

»I stedet for at holde liv i selskaber uden vækst og med lav produktivitet, var pengene måske bedre brugt på mere levedygtige initiativer. Omvendt er der nok også en del af disse selskaber, som repræsenterer en reel værdi samt arbejdspladser og som med den rette hjælp og rådgivning kunne blive til sunde virksomheder,« siger direktør Jens Hjortflod fra Experian.

Flertallet af de levende døde selskaber er meget små og unge selskaber. Tre ud af fire af selskaberne er mindre end ti år gamle. Hver femte er i handel eller transportbranchen.

Analysen er baseret på et udtræk af årsregnskaber fra lidt over en kvart mio. virksomheder fra Experians database.

Artiklens emner
FSR - Danske revisorer
Experian