Hugo Boss leverer beskeden salgsvækst trods udfordringer i USA
Det tyske modeselskab Hugo Boss havde en moderat fremgang i salget i tredje kvartal, selvom luksustøjproducenten kæmper med udfordringer i USA og Kina.
Det skriver Financial Times.
Omsætningen steg samlet med 4 pct. til 744 mio. euro i tredje kvartal. I samme periode af 2014 endte omsætningen på 717 mio. euro. Men salget er faldet i USA og Asien, og det tilskriver modehuset afmatningen i den kinesiske økonomi. Salget i Europa har dog i høj grad opvejet for udfordringerne uden for det europæiske kontinent.
- Vores forretning i Europa er gået frem. Men det var ikke nok til at opveje virkningerne af den mere dæmpede udvikling i Kina og USA. Tendenserne blev forværret på begge markeder. Men med det sagt antager vi, at omsætning og indtjening vil forbedres i sidste kvartal, siger Hugo Boss' administrerende direktør, Claus-Dietrich Lahrs.
Selvom omsætningen er steget, er nettoindtjeningen imidlertid faldet med 23 pct. til 89 mio. euro sammenlignet med tilsvarende periode sidste år. Det skyldes dig ifølge modeselskabet øgede udgifter til marketing og opgraderinger af selskabets butikker.
Hugo Boss-aktien falder knap 2 pct. til 92,74 euro tirsdag formiddag.

