Nyt rederi ser dagens lys
Tankrederierne Nordic Tankers og Crystal Pool slå pjalterne sammen og etablerer et nyt rederi for isklasse kemikalietankskibe.
Hvis alt går efter planen, bliver Danmark fra årsskiftet hjemsted for et nyt rederi. Det er Nordic Tankers og det privatejede britiske rederi Borealis Maritime, der går sammen om at danne det fællesejede rederi Crystal Nordic.
Crystal Nordics rolle bliver at skabe en ledende aktør inden for nærskibsfart med isklasse kemikalietankskibe i Østersøen og Nordvesteuropa. Parterne kommer til at eje rederiet ligeligt.
I dag ejer Nordic Tankers og Borealis (under varemærket Crystal Pool) hver især en række isklasse kemikalietankskibe. Rederiernes andre aktiviteter er ikke en del af det nye partnerskab og fortsætter under deres respektive ejere.
I alt vil det nye rederis flåde bestå af 15 kemikalietankskibe i størrelsen 4.000–11.400 ton dødvægt. Flådens samlede kapacitet bliver ca. 100.000 ton dødvægt, der skal servicere olie- og kemiindustrierne i Europa med særlig fokus på Østersøen og Nordvesteuropa.
Etableringen skal først godkendes af konkurrencemyndighederne, men sker det forventes Crystal Nordic at gå i gang med sine sejladser i 1. kvartal 2016.
Baggrunden for at etablere det nye rederi er, at man bedre kan udnytte kapaciteten og tilbyde flere sejladser til kunderne.
»Ved at høste disse effektiviseringsfordele opnår Nordic Crystal at blive særdeles konkurrencedygtig samtidig med, at det nye rederi opererer efter de strengeste sikkerheds- og kvalitetsstandarder. Partnerskabet er et vigtigt skridt i Nordic Tankers’ vækststrategi for at opnå kritisk masse i vores kernemarkeder. Dette stærke konsolideringstiltag vil forbedre vores tilbud til kunderne og styrke den finansielle bæredygtighed i Nordic Tankers’ samlede globale aktiviteter,« siger Nordic Tankers' adm. direktør Per Sylvester Jensen i en pressemeddelelse.
Crystal Nordic får egen bestyrelse, ledelse og eget salgsapparat og bliver dermed et selvstændigt rederi. Selskabet bliver indregistreret og får sit hovedsæde i København - og vil operere under den gunstige danske tonnageskatteordning, hvor rederiet ikke skal betale selskabsskat, men en slags vægtafgift af fragten.
Jan Eghøj, der i dag er vicedirektør i Nordic Tankers, bliver adm. direktør.
Selskabet meddeler endvidere, at finansieringen er på plads med en solid egenkapitalandel og god likvid position fra begyndelsen pga. en god bankaftale med ABN Amro Bank i Oslo.


