Fortsæt til indhold

Husejere er gået kolde i solceller

Godt 1.300 ansøgere får del i efterårets pulje. Til foråret åbnes for en større pulje.

Erhverv

Interessen for at installere et solcelleanlæg er ikke så stor, som den har været.

Således blev kun godt 15 pct. af puljen udnyttet, da Energinet.dk med udgangen af oktober lukkede for den solcellepulje, der var blevet åbnet 1. oktober.

Ifølge Energinet.dk blev der i oktober modtaget 1.323 ansøgninger med en samlet kapacitet på 6,3 megawatt (MW). Men puljen blev langt fra tømt, da den var på 41 MW.

Det betyder, at de resterende godt 34 MW overføres til en ny 20 MW-pulje til foråret. Dermed bliver den samlede pulje på 54 MW, og den kan søges af både private boligejere, solcellelav, boligforeninger og lejeboliger.

Læs mere om solceller hos Energinet.dk

Louise Rønne Christensen, der er leder af Energinet.dk's solcelleadministration, fortæller, at alle ansøgere kan forvente at få svar på ansøgningen inden årets udgang.

»Der kom en del ansøgninger i de sidste dage og timer, så der er stadig interesse for at etablere nye solcelleanlæg og få del i puljen, selv om interessen ikke var så stor, som da vi åbnede puljen i foråret. Det skyldes sandsynligvis, at der dengang var opbygget en forventning gennem flere år,« siger Louise Rønne Christensen.

Forklaringen på det var, at EU først skulle undersøge, om den danske solcelleordning var i overensstemmelse fra EU-reglerne om statsstøtte. Derfor blev puljerne fra 2013 og 2014 først uddelt i 2015.

»Denne gang er der så kun gået et halvt år, siden den seneste pulje lukkede, og derfor har der været færre, som har gået og ventet på muligheden for at få del i solcellepuljen,« tilføjer Louise Rønne Christensen.

Den forhøjede støttede i den netop afsluttede solcellepulje er på 1,02 kr. per kilowatttime.

Når den nye pulje åbner til foråret, vil støtten kun være på 88 øre per kilowatttime.

»Det kan måske betyde en faldende interesse. Men det afhænger også af prisen på solcelleanlæg. Lavere priser på anlæggene kan ændre de økonomiske regnestykker,« siger Louise Rønne Christensen.

Artiklens emner
Energinet.dk