Behersket interesse for ny solcellepulje
Energinet.dk har efter en uge med den nye solcellepulje modtaget 770 ansøgninger.
Tilbage i marts skabte det alvorlige udfordringer for Energinet.dk, da der blev åbnet for ansøgninger til en ny solcellepulje.
Problemer med at logge ind på siden, tastefejl og lang ventetid ved telefonerne var en følge af, at 3.500 boligejere allerede den første dag forsøgte at få del i puljen.
Den 1. oktober åbnede en ny solcellepulje på knap 41 megawatt MW. Det var overskuddet fra forårets pulje, og i den første uge har Energinet.dk modtaget 770 ansøgninger. Det løber tilsammen op i 3,5 MW.
»I foråret var der opsamlet et efterslæb fra de foregående år. Denne gang skal ansøgerne findes blandt dem, der ikke fik del i forårets pulje, og derfor har vi heller ikke forventet så mange ansøgninger. Samtidig er det måske ikke så oplagt at søge om støtte til solceller i efteråret som i foråret, når solen skinner,« fortæller Louise Rønne Christensen, sektionschef for solcelleadministrationen under Energinet.dk
Hun tilføjer, at langt hovedparten af de 770 ansøgninger kommer fra private boligejere, mens der kun er modtaget nogle få ansøgninger fra boligforeninger.
Det er også baggrunden for, at der foreløbig kun er ansøgninger på sammenlagt 3,5 MW.
»Et privat solcelleanlæg kan være på op til 6,0 kilowatt, og det typiske anlæg er måske kun på 4,5 kilowatt,« forklarer Louise Rønne Christensen.
Den forhøjede støttede i den igangværende solcellepulje er på 1,02 kr. per kilowatttime. Ansøgningsfristen udløber med udgangen af oktober.
Denne gang er der igen ændret lidt på kravene for at kunne komme i betragtning til solcellestøtte. Selv om regeringen har genindført boligjobordningen - i daglig tale håndværkerfradraget, er det på grund af EU-regler om dobbeltstøtte ikke muligt både at få støtte til solcelleanlægget og udnytte håndværkerfradraget.
For at få del i solcellepuljen skal boligejerne samtidig bekræfte, at de ikke får andet støtte til solcelleanlægget.
Boligejerne skal også være opmærksomme på, at det ikke er muligt at søge om støtte til solcelleanlæg, der allerede er sat op.

