Fortsæt til indhold

Flere røde tal for trængt rederi

Tørlastrederiet J. Lauritzen kæmper for at holde skuden oven vande, men virksomheden er voldsomt presset af at have sin forretning i det mest pressede shippingmarked af alle.

Erhverv

Rederiet J. Lauritzen er fanget i et tørlastmarked, der er det rene kviksand og ikke til at tjene penge i. Tørlastrederiets 3. kvartal har ikke gjort tingene meget værre, end de var i forvejen, men forbedring er der heller ikke noget af.

»Tørlastmarkedet har ikke vist nogen tegn på genopretning igennem 3. kvartal. Mangel på vækst i efterspørgsel i kombination med levering af ny tonnage til markedet betyder, at dette vil være realiteten på markedet i et stykke tid endnu. Vores resultater er som forventede og en reflektion af disse markedsvilkår,« udtaler adm. direktør Jan Kastrup-Nielsen.

Det rædderlige tørlastmarked betød et samlet tab på 16,1 mio. dollars for Lauritzen, hvis gasdivision klarede sig noget bedre end tørlastafdelingen, men uden dog at være i nærheden af at opveje tabene, da tørlastdelen er langt større end gasdelen.

Således har Lauritzen i gennemsnit opereret 100 skibe inden for tørlast i årets ni første måneder, mens det tilsvarende tal for gasdivisionen Lauritzen Kosan er 36.

Lauritzen er ikke ene om at slås med tab i sin tørlastafdeling. Det samme så man hos os rederiet Norden, der aflagde sit kvartalsregnskab onsdag og ligeledes fremviste tab.

For hele 2015 forventer Lauritzen endnu et kæmpeunderskud på mellem 170 og 200 mio. dollars. Det vil være fjerde år i træk, at rederiet kan fremvise et trecifret millionunderskud i dollars. Eneste positive ting at sige om det er, at underskuddene trods alt er halveret siden 2011-tabet på svimlende 350 mio. dollars, men der er lang vej til nul.

J. Lauritzen 3. kvartal, mio. USD20152014
Omsætning84113
Driftsresultat-19-6,9
Resultat før skat-16,4-17,7
Resultat efter skat-16,1-12,7
Artiklens emner
J. Lauritzen
Jan Kastrup-Nielsen