Fortsæt til indhold

Nu tager restauranter dine penge, hvis du brænder dem af

Tre københavnske gourmetrestauranter er begyndt at opkræve gebyr, når folk bestiller bord, og flere madsteder vil gøre det samme, siger direktør af DinnerBooking.

Erhverv

»Nogle gæster kan finde på at reservere bord ved tre forskellige gourmetrestauranter, for så kan de vente med at beslutte sig for, hvor de vil hen på selve aftenen,« siger partner i DinnerBooking, Peter Thygesen.

Når gæsterne aldrig dukker op til det bord, de har reserveret, så er det noget, der kan mærkes på kistebunden hos landets gourmetrestauranter, fortæller Peter Thygesen. Udgifterne til råvarer og arbejdstimer er nemlig spildt, og det er ikke sjældent, at det sker.

Derfor har de tre københavnske gourmetrestauranter Studio, Geranium og Alchemist indført, at man skal betale et reservationsgebyr, når man bestiller bord, som bliver modregnet i aftenens regning.

Restauranterne trækker henholdsvis 500 kr., 750kr. og 2.500 kr. pr. reserverede bordgæst - sidstnævnte trækker det fulde beløb for en aften.

Branchen har i flere år ønsket at få mulighed for at kunne trække et gebyr, når gæster med reservation brænder restauranten af.

Det har hidtil ikke været tilladt af Visa og MasterCard, men nu er parterne nået til enighed om en løsning, og restauranterne har haft gode oplevelser med det indtil videre.

Og alle restauranter har i princippet mulighed for at indføre det. Peter Thygesen forventer dog, at det bliver mest udbredt blandt restauranter i den dyre ende.

»2.000 kr. er for de fleste rigtig mange penge at bruge på en middag, så selvom luksusrestauranterne har ventelister, er det jo ikke sådan, at de bare kan hente folk ind uden varsel,« siger han.

Det er noget andet for almindelige restauranter, hvor man også kan få bord uden at have reserveret pladser i forvejen.

»Så har man bedre mulighed for at hente folk ind fra gaden, og derfor har restauranterne ikke lige så mange penge på højkant ved udeblevne gæster,« siger Peter Thygesen.

Artiklens emner
Restaurant Geranium