Fejden i revisionsbranchen raser med uændret styrke
De store virksomheder bliver ringet ned af sulte revisionshuse, og priserne presses fortsat. Den hårde kamp om kunderne vil rase i mange år endnu.
»De ringer og skriver alle sammen til os og gør sig til. Det bruger vi selvfølgelig til at presse prisen.«
Sådan oplever en finansdirektør i en større børsnoteret virksomhed situationen på revisionsmarkedet i øjeblikket.
Revisionskrigen, der brød ud for halvandet år siden, raser med uformindsket styrke.
»Min fornemmelse er, at det er et nulsumsspil, hvor de store hugger fra hinanden,« siger finansdirektøren.
Priserne er presset helt i bund - faktisk til et ikke-bæredygtigt niveau, mener den mand, der løsnede det første skud i revisionskrisen ved at rykke alle partnerne i KPMG over i konkurrenten EY.
»Der er fortsat ret hård konkurrence på revisionsmarkedet, og det hænger ikke tilstrækkeligt sammen nu. Priserne vil begynde at stige igen – men nok først på den anden side af 2020,« varsler Jesper Koefoed, adm. direktør i EY.
Problemet med lave priser er, at revision skal være af et vist omfang og kvalitet, så der burde være en bund.
»I øjeblikket er der fortsat et prisniveau, der kan dække et ansvarligt stykke revisionsarbejde. Men markedet er presset på ressourcer forstået på den måde, at der er rift om de gode folk. Vi vil ikke give den viden væk gratis – så vil vi hellere sætte prisen op og måske ikke vinde den opgave,« siger Jesper Koefoed.
Så snart han og de andre partnere havde forladt det da tomme danske KPMG-kontor, besluttede det globale KPMG at bygge et nyt op igen. Det er den fejde, der har presset priserne. Dertil kommer nye regler, der betyder, at virksomheder skal skifte revisor med jævne mellemrum. Så alle de store danske virksomheder skal inden for en overskuelig årrække have nye taleksperter.
Adm. direktør Thomas Hofman-Bang fra det nye KPMG er enig i, at priserne er pressede, og at de ikke er på vej op foreløbig.
»Det meget konkurrencebetonede marked vil fortsætte, det har ikke fundet balancen endnu. Vi ved fra andre markeder, der har været igennem en lignende udvikling, at prisniveauet mere eller mindre permanent bliver sænket. Måske kommer prisniveauet til at ende lidt højere end det nuværende om nogle år. Men jeg tror ikke, vi kommer tilbage til de højere niveauer, vi var på før,« siger Thomas Hofman-Bang.


